EM håndbold

’Havde Norge helt nede i sækken’ – danskere er stolte dagen derpå

De er stadig skuffede, men de danske profiler tænker samtidig tilbage på en fremragende første halvleg.

En 13-10-føring og et dansk hold med kurs mod en EM-finale for første gang siden 2004.

Det var næsten for godt til at være sandt, men Danmark havde netop spillet 30 overbevisende minutter mod mægtige Norge i fredagens EM-semifinale. Det er noget af det, danskerne tager med sig på lørdagens hviledag trods nederlaget.

- Vi spillede på et vanvittigt højt niveau i første halvleg. Nordmændene så forvirrede ud og var desperate over, at de ikke kunne få det til at lykkes, siger anfører Sandra Toft til TV 2 SPORT dagen efter den underholdende EM-semifinale.

- I første halvleg havde vi dem helt nede i sækken, og de var frustrerede. Ikke mange kan tvinge den norske landstræner til at tage timeout i frustration, siger kampens topscorer, Mia Rej.

- Det er længe siden, vi har set et norsk landshold være så presset i en første halvleg, siger stregspiller Kathrine Heindahl.

TV 2 SPORTs håndboldekspert Bent Nyegaard kalder første halvleg en af de bedste, landsholdet har spillet i nyere tid.

Skuffelsen fylder stadig

Desværre for Toft, Rej, Heindahl og deres holdkammerater var historien en anden i den sidste halvdel af kampen, hvor nordmændene viste, hvorfor de af mange betragtes som verdens bedste. De vandt anden halvleg med 17-11 og bookede en billet til EM-finalen.

Derfor handler lørdagens hviledag – trods den flotte præstation – stadig om at komme videre og forsøge at fokusere på det positive inden bronzekampen mod Kroatien.

- Vi har snakket om, at vi er skuffede og ærgerlige over, at vi taber en semifinale knebent til Norge, hvor vi egentlig havde dem i sækken. Inden turneringen gik i gang, havde man nok solgt den for en kamp om bronzemedaljer. Men det er jo ikke sjovt at tabe en semifinale, siger Sandra Toft.

- Følelsen er blandet. Vi ville stadig gerne have været i finalen, men er også begyndt at have fuldt fokus på at slå Kroatien, siger Mia Rej.

- Skuffelsen bliver vendt til mere og mere stolthed. Vi har hungret efter at være med i toppen i lang tid. Vi har følt og haft troen på, at vi godt kunne det. Og nu er vi her. Så det er med kæmpe stolthed, at vi er nået hertil, siger Kathrine Heindahl.

Bronzekampen spilles søndag klokken 15.30 og kan ses direkte på TV 2 og TV 2 PLAY.