EM håndbold

Klavs Bruun blev rørt, da han så Sandra Tofts reaktion

Danmark har muligheden for at vinde sin første bronzemedalje siden 2013. Først skal nederlaget mod Norge sluges.

Hvordan gør man sig klar til en kamp søndag klokken 15.30, når man meget hellere vil spille klokken 18.00?

Fredag aften var de danske spillere tæt på at slå de mægtige nordmænd i EM-semifinalen, hvilket havde betydet en EM-finale søndag aften. De udmattede og skuffede danskere må dog nøjes med at spille om bronzemedaljerne mod Kroatien om eftermiddagen.

Og hvordan bliver man klar til kampen om den første danske bronzemedalje siden 2013? Det spørgsmål prøvede Sandra Toft umiddelbart efter semifinalenederlaget til Norge at svare på.

- Vi skal lave det, vi plejer at lave før en kamp. Kampen på søndag er også vigtig. Der er mange af os, der stadig ikke har en medalje med landsholdet, siger Sandra Toft til TV 2 SPORT og tilføjer:

- Så skal man have lov til at rase ud og græde ud i aften (fredag, red.). Jeg kæmper i hvert fald lige nu for at holde tårerne tilbage.

Det kunne tydeligt ses.

Den danske anfører var rørt og skuffet over, at marginalerne mod mægtige Norge ikke var på danskernes side, og at de ikke formåede at holde fast i 13-10-føringen, de havde opbygget efter de fremragende første 30 minutter.

- Jeg synes, vi spiller en verdensklasse første halvleg. Lige nu gør det ondt, at vi ikke formår at klare det over to halvlege.

- Det gør ekstremt ondt, at vi taber på, at de splitter os totalt ad i vores forsvar i anden halvleg. Så det gør ondt, når vi i pausen følte, at vi endelig havde krammet på dem, siger hun.

Tidligere landstræner forstår Toft

TV 2 SPORTs håndboldekspert og tidligere landstræner Klavs Bruun Jørgensen kan sagtens sætte sig ind i, hvad Toft går igennem lige nu.

Derfor blev han også påvirket af situationen efter interviewet med den danske anfører.

Hvorfor er det, at du bliver lidt påvirket af, at Sandra er påvirket?

- Det er, fordi jeg har prøvet det sammen med hende før. Jeg ved, hvor meget det betyder for Sandra, og at hun arbejder benhårdt. Hun tager en masse svære valg i livet for at excellere med det danske landshold.

- Det gør hun, men hun har bare ikke fået den her medalje. Og det under jeg hende på søndag, siger Klavs Bruun Jørgensen, der var landstræner fra 2015 til januar 2020.

Sandra Toft debuterede for landsholdet i 2008, men var ikke med, da de vandt VM-bronze i Serbien i 2013.

Det var til gengæld Anne Mette Hansen, Louise Burgaard og Trine Østergaard, der alle har mulighed for at gentage bedriften søndag mod Kroatien.

Bronzekampen spilles søndag klokken 15.30 og kan ses direkte på TV 2 og TV 2 PLAY.