Håndbold

Overfaldshåndbold skal sikre dansk EM-bronze

Danmarks fysiske overlegenhed skal foldes ud mod Kroatien, som fra start vil møde et aggressivt dansk hold.

Det blev ikke til en dansk finale ved EM i kvindehåndbold, da Norge fik skovlen under de danske kvinder i anden halvleg af fredagens semifinale.

Danmark beviste, at man godt kunne være med selv mod verdens måske bedste hold, og nederlaget skyldtes ikke, at man ikke kunne stå distancen fysisk.

Anderledes forholdt det sig med Kroatien, som blev kørt midt over allerede i kampens første 30 minutter af holdets semifinale mod Frankrig.

Kroaterne så ud til at have en energitank, som var kørt helt i bund. Holdet var helt ude i de yderste afkroge for at finde de sidste dampe til at undgå en stor ydmygelse.

Derfor er den danske landstræner Jesper Jensen heller ikke i tvivl om, at Kroatien skal have samme medicin, som Spanien og Rusland fik mod Danmark i mellemrunden.

- Vi skal spille overfaldshåndbold. Vi står stadig i en fantastisk god forfatning fysisk, siger Jesper Jensen, som på ingen måde tager let på opgaven mod kroaterne, på trods af holdets noget slidte udtryk i semifinalen.

- Vi skal have mega respekt for det kroatiske landshold. Hvis kroaterne kigger realistisk på det, så kan det godt være den eneste chance, de får i mange, mange år for at spille om medaljer.

- De kommer og er klar til dø for deres land og trøje, men vi skal stadig have en base, som skal være stærk nok til, at vi kan gøre det til en sindssygt hård kamp.

Målvogter ikke i tvivl om vejen til sejr

Målvogter Sandra Toft føler også, hun kigger på en flok holdkammerater, som stadig har godt polstrede energidepoter.

- Vi er i mega god form, og jeg er slet ikke i tvivl om, at det også kommer til udtryk i morgen (søndag, red.), lyder det fra førstekeeperen.

- Vi skal være hårde i vores forsvar og forhåbentlig løbe en masse kontra. Det er den måde, vi skal vinde.

Hun mener, at det taktiske oplæg fra kampene mod Spanien og Rusland kan blive støvet af og genbrugt.

- Vi skal nok lave noget, der ligner en lille smule. Vi skal i hvert fald bruge fysikken, og vi skal løbe med dem. De kommer til at fighte helt vildt. Det er Balkan-landene kendt for, men vi skal slå dem på det, siger Toft.

Playmaker Mie Rej spillede en flot semifinale mod Norge, men hun tør ikke at vurdere, om kroaterne har spillet fysisk fallit endnu. Men det kommer de til, slår hun fast.

- Jeg ved ikke, om de var trætte (mod Frankrig, red.), men de bliver det i hvert fald i morgen. For vi kommer til at løbe dem over ende, siger hun.

Bronzekampen mod Kroatien spilles søndag klokken 15.30 i Jyske Bank Boxen i Herning.