Danmark taber sensationelt bronzekampen
De danske storfavoritter havde kæmpe problemer specielt i angrebet mod kroaterne, hvor de undervejs ikke scorede i 17 minutter. Danmark tabte 25-19.
Det betyder resultatet:
Kroatiens kvindelandshold vinder første medalje nogensinde, mens Danmark glipper bronzemedaljerne og slutter på fjerdepladsen. Dermed er det fortsat syv år siden Danmarks seneste medalje.
Kampens bedste dansker: Althea Reinhardt
- I min optik burde hun have startet inde i 2. halvleg. Trods et forsvar som er faldet mere og mere fra hinanden, har Althea stadig holdt niveau og taget mange gode bolde, siger TV 2 SPORTs håndboldekspert Kamilla Larsen.
Referat:
Jacob Qvirin Petersen, TV 2 SPORT i Herning
Bronzemedaljerne var lagt frem til skue, da de danske spillere løb på banen som storfavoritter til kampen mod Kroatien.
Om det var synet af medaljerne eller tanken om syv års medaljetørke, der gjorde håndboldkvinderne nervøse, det skal være usagt. Men fakta var, at Danmark fik en forfærdelig start på kampen.
Efter fire minutter var danskerne bagud 0-3, og Kroatiens stærke bagspiller Camila Micijevic havde scoret to gange. Først seks minutter inde i kampen lykkedes det første gang Danmark at komme på tavlen, da Anne Mette Hansen blev noteret for sit første af i alt tre mål i første halvleg.
Dansk dominans vendt til kroatisk føring
Kort efter meldte højrebacken Mette Tranborg sig også banen. To langskud blev banket op i hver sit målhjørne og bragte balance i regnskabet ved 4-4.
Målene blev en del af en god dansk periode, hvor Danmark efter startvanskeligheder fik kombineret sig igennem det kroatiske forsvar. Fem danske scoringer i træk sikrede en 7-4-føring, og så begyndte man at lede tankerne hen på Kroatiens semifinale, hvor Frankrig løb dem over ende.
Fornøjelsen blev dog kort set med rød-hvide briller. Specielt det kroatiske stregspil havde Danmark svært ved at dæmme op for. Selvom landstræner Jesper Jensen holdt taktikken med et forholdsvis fladt forsvar, scorede Kroatien tre mål i træk fra stregen.
Helt lige halvvejs: - Slip hestene løs
Kombineret med en dansk scoringspause på ni minutter betød det, at Kroatien kom foran 8-7 efter 24 minutter.
De sidste fem minutter af halvlegen fandt Danmark igen løsningerne til større målchancer i angrebet, og halvvejs i bronzekampen var stillingen helt lige ved 11-11. Et udgangspunkt, som Danmark assistenttræner Lars Jørgensen evaluerede på i pausen.
- Offensivt kan vi godt stramme skruen endnu mere. Der bliver vi lidt for passive og slappe i vores indspil. Vi skal ligesom slippe hestene løs.
Skidt dansk defensiv
De første minutter af anden halvleg så det midlertidig ud til, de danske heste var blevet i stalden, mens de kroatiske satte i galop og strøg af sted med fornyet energi.
Det danske forsvar sov ved flere lejligheder, hvilket efterlod både plads til det kroatiske stregspil og gennembrud. Efter 37 minutter var Kroatien foran 17-15.
På syv minutter havde de scoret over halvdelen af de mål, de brugte hele første halvleg på.
Ingen danske fløje på banen
Bagud med et enkelt mål valgte Jesper Jensen at bruge sin anden timeout ti minutter inde i anden halvleg. Et forsøg på at ændre kampbilledet blev et angreb uden danske fløje. Nolsøe og Østergaard indtog bænken, mens Danmark tog to stregspillere i brug.
I ét angreb virkede taktikken. Kathrine Heindahl udlignede til 18-18 efter et indspil fra Louise Burgaard, men så gik Danmark fuldstændig i stå.
Kroatien øgede føringen til 21-18, mens det danske angrebsspil blev forkrampet og uden idé. I over ti minutter prøvede danskerne febrilsk at komme frem til kvalificerede afslutninger, men når de endelig fik afsluttet, blev de enten reddet i det kroatiske mål eller sendt langt forbi.
Dansk fiasko en realitet efter kæmpe scoringspause
I modsatte ende brugte kroaterne gerne et minut eller mere, hver gang de var i angreb. De montenegrinske dommere tillod dem at dræne uret, og når de endelig gik på mål, havde specielt Anne Mette Hansen store problemer med at stå ordentligt i forsvaret.
Men dybest set var det ligegyldigt, for den helt afgørende faktor blev, at Danmark havde en scoringspause på 17(!!!) minutter i anden halvleg af en bronzekamp. Danskerne mistede troen på, de kunne score, og så var fiaskoen en realitet.
Kroatien kom til EM med en drøm om bare at vinde en enkelt kamp. Sensationelt spillede de sig videre til bronzekampen, hvor ingen havde levnet dem en chance mod Danmark. Afslutningen på deres vanvittige mesterskab blev en 25-19-sejr over Danmark, mens danskerne forspildte en gylden mulighed for at sikre første medalje i syv år.