- Dommerne talte til kroater i eget sprog, siger utilfreds Jesper Jensen
De montenegrinske dommere gjorde livet svært for Danmark mod Kroatien, mener landstræner Jesper Jensen. Kroatiens træner er ikke enig.
Ros til Kroatien og en syngende lussing af kritik til dommerne.
Den danske landstræner, Jesper Jensen, var langt fra tilfreds med kendelserne og måden, dommerparret styrede bronzekampen mellem Danmark og Kroatien på.
- Vi bliver voldsomt, voldsomt presset af dommerlinjen. Jeg har aldrig set noget lignende. Det minder mig om noget, vi så for 20 år siden. Dommerne går rundt og snakker med spillerne på deres eget sprog, siger Jesper Jensen til TV 2 SPORT.
Bronzekampen blev dømt af Jelena Mitrovic og Andjelina Kazanegra fra Montenegro.
Og ifølge den danske landstræner benyttede dommerne sig af, at de kunne tale til kroaterne på deres eget sprog. Endda i en meget venskabelig jargon.
- De står og takker hinanden på deres eget sprog. Ej men... Det er..., siger Jesper Jensen, der har svært ved at færdiggøre sine sætninger.
Voldsomt svært som spiller
Svært har han til gengæld ikke ved at beskrive, hvor frustrerende det er at være med i en kamp med sådanne dommere.
Er det dommernes skyld?
- Vi skal selvfølgelig kigge indad. Men når man som spiller kæmper røven ud af bukserne og hele tiden ser modstanderen få foræret et straffekast eller frikast, mens vi ikke er i nærheden af at få et straffekast, når vi er på kanten, er det hårdt.
- Jeg ved godt, det klinger lidt hult, når man har tabt med seks mål. Men det er voldsomt svært som spiller at blive ved med at fokusere på de rigtige ting.
Kroatiens træner uenig
På den anden side var dommernes præstation ikke et tema.
- Dommerne gjorde det godt, siger Kroatiens træner, Nenad Sustaric, til TV 2 SPORT.
De kroatiske bronzemedaljevindere mener ikke, at de havde dommertække undervejs.
- Jeg synes ikke, det er rigtigt. Dommerne var objektive. Vi kan sige mange ting om de danske dommere mod Frankrig (semifinalen fredag, red.), men vi sagde intet. Okay. Kampen sluttede, lad os komme videre, siger Kroatien.
Fredag tabte Kroatien semifinalen til Frankrig med de klare cifre 19-30. En kamp, Karina Christiansen og Line Hesseldal Hansen dømte.
To dage senere rejste kroaterne sig og vandt 25-19 over Danmark i kampen om bronzemedaljen.