EM håndbold

Et helt ukendeligt landshold – men én scorer topkarakter

TV 2 SPORTs håndboldekspert Bent Nyegaard giver karakterer til de danske spillere efter 19-25-nederlaget i EM-bronzekampen mod Kroatien.

Et helt ukendeligt dansk landshold.

Det var en kamp, som Danmark havde meget, meget svært ved at få til at fungere på sine præmisser. Det mislykkedes totalt, for alt foregik på kroaternes præmisser i deres sejr på 25-19.

Et forsvar, som tillod kroaterne at spille rundt og rundt i en uendelighed, og det er de rigtig dygtige til. Alle deres løb – især omkring især omkring Anne Mette Hansen – var effektive. Det var simpelthen for passivt af det danske forsvar.

Jeg har sjældent set et dansk forsvar lave så få frikast og udfordret modstanderen så lidt. Jeg forstår simpelthen ikke, at det ikke var muligt at rettet det til.

For mig virkede det til at være et utroligt nervøst hold. De turde ikke for alvor at løbe kontrafasen, hvor blandt andre Line Haugsted var en skygge af sig selv.

Det danske angreb havde svært ved at skabe fornuftige chancer. Jesper Jensen ledte også efter det i forskellige opstillinger i form af syv-mod-seks og to stregspillere. Han var hele kabalen rundt, men intet fungerede.

For mig så det ud til, at frygten for at tabe var større end evnen til vinde.

Det kan være, at det har været favoritpresset, der har været problematisk. Når man kun scorer ét mål i de sidste 20 minutter, bliver det umuligt.

Bent Nyegaards karakterer til de danske spillere

Karakterskalaen
  1. 6Høj klasse
  2. 5Klasse
  3. 4Over middel
  4. 3Middel
  5. 2Under middel
  6. 1Ikke så godt
  7. 0Dumpet
  8. UBUden for bedømmelse
  • Sandra Toft

    Målvogter

    En dag, hvor Toft slet ikke ramte det. Hun kunne slet ikke finde sikkerheden. Det er også vanskeligt, for kroaterne fik lov til at spille tæt foran mål, så der var ikke meget tid at reagere på. Stregspilleren Katarina Jezic var fri hele tiden. Men Toft plejer at kunne løse de ikke lette opgaver – ikke i dag.

    1
  • Althea Reinhardt

    Målvogter / Kampens spiller

    Hun stod på 50 procent og kom for sent på banen. Inden varmede hun op med to straffekastredninger i første halvleg. Men i de 22 minutter på banen, hun fik, gjorde hun det fremragende. Hun burde have fået mere tid. Hun gav Danmark håb.

    6
  • Kathrine Heindahl

    Stregspiller

    Hun fik aldrig nogensinde sikkerheden ind i forsvarsspillet og fik aldrig fornemmelsen af at have styr på noget. Små bevægelige spillere gjorde svært. Katarina Jezic havde en fest.

    2
  • Rikke Iversen

    Stregspiller

    Hun var meget udfordret forsvarsmæssigt, da små bevægelige spillere heller ikke er hendes favorit. Hun har det bedre med at kunne gå med frem og tackle af. Og så smed hun også et par bolde væk i kontraspillet.

    2
  • Majbritt Toft Hansen

    Stregspiller

    Kom ikke på banen.

    UB
  • Trine Østergaard

    Fløjspiller

    Efter en stor turnering var der lukket for i dag. Tea Pijević læste hende hver gang, og hun kom til at skyde lige i kroppen på hende. Nedtur for Østergaard.

    1
  • Lærke Nolsøe

    Fløjspiller

    Tre mål på fire forsøg. Hun er en af dem, der kan være sin indsats bekendt. Men hun stod også i perioder i forsvaret med Anne Mette Hansen og havde store problemer med at holde de kroatiske spillere væk.

    4
  • Andrea Hansen

    Fløjspiller

    Var kun på banen i få minutter.

    UB
  • Mette Tranborg

    Bagspiller

    Fra starten havde hun ikke modet, og lige pludselig fandt hun ud af, at hun bare skulle hoppe op og skyde. Det gav et par gode mål.

    Bortset fra det kom der ikke mere fra hendes hånd, og hun endte også med at lave angrebsfejl. Hun havde bestemt også sine udfordringer forsvarsmæssigt.

    3
  • Louise Burgaard

    Bagspiller

    Hun var udfordret. En enkelt god frispilning til Rikke Iversen fortæller ikke hele billedet. Hun kom til at spille for aggressivt og fik smidt bolde væk til stregen. Kvaliteten var der simpelthen ikke.

    2
  • Mia Rej

    Bagspiller

    Mærkelig Rej-kamp, hvor hun satte tingene godt sammen i starten, men fik slet ikke gjort sig selv farlig, før hun i starten af anden halvleg scorede to gange. Hun var slet ikke i stand til at sætte præget på angrebsspillet, som har været hendes varemærke.

    2
  • Laura Damgaard

    Bagspiller

    Var kun på banen i et par minutter.

    UB
  • Anne Mette Hansen

    Bagspiller

    Fire mål på syv forsøg og et par gode assists. Hun fik dog ikke den rytme ind i spillet, som hun gerne vil have. Hun stod over for et stærkt forsvar, men modet manglede ofte. Hun løb på tværs og gjorde egentlig bare det kroatiske forsvar bedre.

    Forsvarspræstationen var virkelig dårlig, og hun var i store problemer som venstre back. Særligt Store Larissa Kalaus voldte hende problemer, og hun stod og kiggede håndbold.

    2
  • Line Haugsted

    Bagspiller

    Stadigvæk med gode aktioner i forsvaret, men manglede autoritet. De fik ikke stoppet kroaterne. Det var tydeligt, at Haugsted heller ikke havde troen på det i kontraløbene. Afslutningerne manglede virkelig kvalitet. Nul mål på fire skud.

    2
  • Kristina Jørgensen

    Bagspiller

    Hendes lod i turneringen har været, at hun aldrig rigtig er kommet ind i kampen. Hun spillede den venstre fløj og havde stort set ikke minutter i bagkæden. Det er en svær rolle, som hun skal have mere tid til at vænne sig til.

    2
  • Mie Højlund

    Bagspiller

    Hun havde slet ikke fornemmelsen for, hvordan hun skulle angribe det defensive kroatiske forsvar. Havde ikke modet til bare at gå op og skyde. Svært at spille duel mod et tætpakket forsvar. Den opgave kunne hun ikke løse. Kom meget på tværs og fik ikke vist sine kvaliteter. Lykkedes overhovedet ikke.

    2
  • Jesper Jensen

    Landstræner

    Jesper Jensen. Jeg ved ikke, hvad der skete, men han fik i hvert fald ikke ramt det mentale spændingsniveau. Det er altid en farlig balance og svært for træneren. Han prøvede virkelig mange ting, men hans initiativer kom for sent. Han plejer at være hurtigere.

    Han skiftede Sandra Toft for sent. Jeg kan heller ikke forstå, at Lars Jørgensen og han ikke fik rettet på Anne Mette Hansen på venstre back i forsvaret i anden halvleg. Det undrer mig virkelig.

    Forsvaret skulle have spillet mere aggressivt og lavet flere frikast for at bryde rytmen.

    Denne kamp blænder lidt for Jensens succes. Det var ikke topniveau i dag.

    2