EM håndbold

Kroatiens træner sviner Klavs Bruun

Den tidligere danske landstræner Klavs Bruun Jørgensen får kritik af træneren for de nykårede bronzevindere.

Få sekunder gik der.

Så stod den kroatiske landstræner, Nenad Šoštarić, allerede ovre ved den danske bænk.

Han havde brug for at fortælle Jesper Jensen nogle ting om den tidligere danske landstræner.

Klavs Bruun Jørgensen, som er håndboldekspert for TV 2 SPORT, havde ligesom sin ekspertkollega Lærke Møller inden bronzekampen ikke levnet Kroatien nogen chancer mod Danmark.

Kampens forløb viste noget andet. Kroatien vandt 25-19 og tog bronzemedaljerne ved EM.

Du talte med den danske træner efter kampen. Hvad sagde du til ham?

- Jeg sagde, at den tidligere danske landstræner havde givet os motivation, fordi han i går snakkede om, hvad han som "ekspert" mente, der ville ske i bronzekampen.

- At tale om os på den måde er respektløst. For det andet viser det, at han ikke ved alt om håndbold. Jeg er ked af at sige det. Han var en god spiller, måske en okay træner, men at tale sådan om et andet land med en håndboldhistorik som Kroatien er respektløst, siger han til TV 2 SPORT.

Det blev ikke til medaljer i denne omgang for de danske kvinder. Video: TV 2 SPORT

Holder fast i udtalelser

Interviewet med den kroatiske landstræner blev afspillet i TV 2's studie efter kampen.

Her fik Klavs Bruun Jørgensen lov til at forholde sig til Šoštarićs udtalelser. Og den den tidligere landstræner står ved sine udtalelser.

- Jeg synes ikke, han har en pointe, fordi jeg bliver bedt om at være objektiv i forhold til, hvad jeg ser. Jeg holder stadig fast i det. Jeg skal nok sende ham en buket blomster, hvis de inden for de næste år viser, at det her er et kroatisk hold, som fortsat slutter i top-8. Det har jeg svært ved at forestille mig. Hvis det sker, så bøjer jeg mig i støvet, og så får han ret.

Jeg er enig med Klavs og Lærke

Kathrine Heindahl

- Men jeg synes stadigvæk ikke, Kroatien er noget fantastisk hold, og hvis vi snakker motivation, så ser jeg ikke noget nyt. Hvis de nu var kommet blæsende ud på en anden måde, end vi har set dem i de andre kampe. De spiller på fuldstændig stadig på samme måde. Det skal han have ros for.

- Vi roste dem også for den tålmodighed, de spillede med, og at de ikke gjorde det sværere. Det holder de fast i igen i dag. Der synes jeg bare, at Danmark ikke var dygtige nok til at udnytte, at det ikke var - i mine øjne - et bedre hold, siger han.

Ærgerlig over afslutningen på EM

Kathrine Heindahl lyttede med på sin tidligere træners forklaring og ærgrer sig ligeledes over præstationen.

- Jeg er enig med Klavs og Lærke. Jeg er bare sindssyg ærgerlig over, at det niveau, vi viser i dag (søndag, red.), ikke giver os en bronzemedalje. Set over turneringen synes jeg, vi skulle have stået med den.

- Jeg synes, vi underpræsterer, og det er sindssygt ærgerligt at slutte af med det billede oven på den turnering, vi har spillet, fortæller stregspilleren.

Det var Kroatiens første medalje nogensinde på kvindesiden ved en håndboldslutrunde.

Danmarks seneste var ved VM i 2013, og de slutter på fjerdepladsen.