EM håndbold

Nederlaget ramte målvogter ekstra hårdt efter fejl i finalens sidste minut

Den franske målvogter Cleopatre Darleux måtte trøstes af flere holdkammerater efter EM-finalenederlaget til Norge.

Hun tog en nødvendig chance.

Bagud med to mål med 47 sekunder tilbage af EM-finalen sendte franskmændenes målvogter Cleopatre Darleux en bold af sted mod Pauletta Foppa, der var løbet ned mod det norske mål, men udkastet blev for langt.

Dermed var det franske håb om guld endegyldigt ude, hvilket Darleuxs ansigtsudtryk umiddelbart efter udkastet også var et tydeligt tegn på.

Knust efter finalen

Efter kampen kunne hun ikke holde tårerne tilbage, og hun måtte trøstes af flere holdkammerater.

Hun blev ramt af finalenederlaget på 20-22 til Norge, men hendes fejl i det sidste minut gjorde, at nederlaget ramte hende ekstra hårdt.

- Hvis vi havde scoret på den chance, kunne vi være kommet tilbage. Med denne fejl var kampen afgjort. Det var jeg ked af, sagde Cleopatre Darleux til TV 2 SPORT efter finalen og erkendte, at hun i de første minutter efter kampen følte sig en lille smule ansvarlig for det franske nederlag.

Når skuffelsen har lagt sig, og hun er kommet hjem til Frankrig, er Darleux imidlertid sikker på, at hun kan glæde sig over sølvmedaljen.

- For det første vidste vi ikke, om mesterskabet ville blive gennemført (på grund af coronavirus, red.). Nu spillede vi en rigtig god turnering, og det er stadig en medalje. Det er vigtigt at huske på. Og vi har fået et godt afsæt til OL, sagde hun.

Fransk comeback rakte ikke

Frankrig, der med EM-guldet i 2018 kvalificerede sig til OL i Tokyo, var bagud 10-14 efter de første 30 minutter af finalen. Efter fem minutter af anden halvleg var de blåklædte bagud 11-16.

Men minut for minut fik franskmændene indhentet den norske føring, og med knap syv minutter tilbage af kampen bragte Grâce Zaadi Frankrig foran 19-18.

De norske kvinder er igen på toppen af podiet ved et mesterskab. Video: TV 2 SPORT

Et fransk mål i de sidste seks minutter var dog på ingen måde nok, eftersom Norge scorede fire mål, og så var det nordmændene, der løb med guldet.

Norges første EM-guld siden 2016 og holdets ottende EM-guld i alt.

Cleopatre Darleux blev en del af finalen fra anden halvlegs begyndelse og stod med en redningsprocent på 57. Hun blev kåret til kampens franske spiller.

Darleux spiller til daglig i Brest og er klubkammerat med danske Sandra Toft.