VM håndbold

Norsk profil melder fra kort før VM

Højrebacken Magnus Rød har problemer med sit håndled. Skjernspilleren Eivind Tangen er udtaget i stedet.

Norge kommer til VM i Egypten en profil fattigere.

Det står klart, efter Magnus Rød har meldt fra på grund af en skade. Det skriver det norske forbund.

Flensburg-Handewitt-spilleren har døjet med håndledsskade, som han pådrog sig i en Champions League-kamp, store dele af efteråret.

- Hånden er ikke, som den skal være, siger Magnus Rød og uddyber:

- Jeg har haft et håb om, at den ville hele. Men jeg må nu indse, at jeg er nødt til at tage den svære beslutning at melde fra til VM i januar. Risikoen for en forværring vil være for stor.

Højrebacken tilføjer, at han er nødt til at tænke på det OL, der venter i 2021. Og så vil han være klar til anden halvdel af sæsonen i den tyske Bundesliga.

Erstatning fra dansk klub

Christian Berge, der er landstræner for VM-sølvvinderne fra 2019, har i stedet udtaget Eivind Tangen, der til daglig spiller i Skjern Håndbold.

Men Berge ærgrer sig over, at Magnus Rød ikke kommer med.

- Det er en skam, at Magnus ikke kan deltage, men jeg respekterer til fulde hans beslutning, siger landstræneren.

Herunder kan du få det fulde overblik over Norges VM-trup, hvor en enkelt målmand skal sies fra inden den 2. januar.

Målmænd: Robin P. Haug (Skjern Håndbold), Kristian Sæverås (SC DHfK Leipzig), Espen Christensen (IFK Kristianstad), Torbjørn Bergerud (SG Flensburg-Handewitt)

Fløjspillere: Magnus Jøndal (SG Flensburg-Handewitt), Kristian Bjørnsen (HSG Wetzlar), Kevin Maagerø Gulliksen (GWD Minden), Alexander C. Blonz (Elverum)

Bagspillere: Sander Sagosen (THW Kiel), Sander A. Øverjordet (Mors-Thy Håndbold), Kent Robin Tønnesen (Veszprem), William Aar (Århus Håndbold), Gøran Johannessen (SG Flensburg-Handewitt), Christian O'Sullivan (SC Magdeburg), Eivind Tangen (Skjern Håndbold), Simen Holand Pettersen (Elverum), Harald Reinkind (THW Kiel)

Stregspillere: Bjarte Myrhol (Skjern Håndbold), Henrik Jakobsen (​​Toulouse), Petter Øverby (HC Erlangen), Thomas Solstad (Elverum)

Norge er i pulje med Østrig, Frankrig og USA. VM begynder den 13. januar.