Håndbold

Her er efterårets mest effektive spillere

GOG og KIF Kolding har hver to spillere, som ifølge Divisionsforeningens MEP-system er de mest effektive på deres positioner.

Årets sidste runde er færdigspillet i herrernes håndboldliga. Spillerne er sendt på en velfortjent vinterpause, og der kan gøres status over sæsonens første halvdel. Hvem har skilt sig ud fra mængden?

Én måde at måle det på er Divisionsforeningens statistiksystem "Most Effective Player" (MEP), som efter hver kamp udstyrer spillerne med en score. Den mest effektive på en række punkter får flest point.

Her er spillerne med den højeste samlede score på hver position dette efterår:

  • Målmand: Simon Gade (Aalborg Håndbold)
  • Venstre fløj: Emil Jakobsen (GOG)
  • Venstre back: Morten Hempel Jensen (TMS Ringsted)
  • Playmaker: Simon Pytlick (GOG)
  • Højre back: Peter Balling (KIF Kolding)
  • Højre fløj: Andreas Flodman (KIF Kolding)
  • Streg: Miha Žvižej (Ribe-Esbjerg)

Det er værd at bemærke, at efterårets hold i herreligaen først officielt udvælges til januar. MEP-systemet er en indikator herfor.

Men det er et system, som primært belønner de offensive præstationer, påminder TV 2 SPORTs håndboldekspert Daniel Svensson.

- Angrebet er udgangspunktet i MEP-systemet. Meget få forsvarsaktioner tæller. Jeg er større fortaler for den helstøbte håndboldspiller end den, der kun præsterer i angrebet, lyder det.

- Men der er rigtig mange dygtige håndboldspillere på holdet her, understreger Daniel Svensson.

To spillere fra rækkens nummer ni

Mange mål lader da – måske meget naturligt – også til at være den sikre vej til holdet.

De fem mest scorende spillere i herreligaen er alle blandt de udvalgte – herunder efterårets topscorer Morten Hempel Jensen (127).

Med en samlet score på 69,14 er Peter Balling fra KIF Kolding spilleren med flest MEP-point. Backen hører både til blandt de mest scorende (106) og er desuden den, der har lavet flest oplæg til mål (73).

Da Andreas Flodman er at finde på højre fløj, repræsenteres KIF Kolding som eneste klub ud over rækkens førerhold, GOG, af to spillere på efterårets mest effektive hold.

KIF Kolding overvintrer som nummer ni uden for slutspilspladserne efter otte sejre og ni nederlag.

Det er værd at bemærke, at landsholdsspillerne Mathias Gidsel (GOG) og Nikolaj Læsø (Aalborg Håndbold) begge har været blandt efterårets fem bedste spillere målt på MEP-point, selvom de på deres positioner er slået af henholdsvis Morten Hempel Jensen og Peter Balling.

HTH Herreligaen genoptages i starten af februar.