VM håndbold

Rusland skal fjerne nationale symboler til håndbold-VM

Der bliver ingen nationalmelodi og andre nationale symboler, når Ruslands håndboldherrer i januar spiller VM.

Det russiske håndboldlandshold må ikke stille op under russisk flag til herrernes VM i håndbold i Egypten i januar.

Det oplyser Det Internationale Håndboldforbund (IHF).

IHF henviser til en dom fra den Internationale Sportsdomstol (CAS), der blev afgivet i sidste uge.

IHF har arbejdet tæt sammen med Den Internationale Olympiske Komité (IOC) og Ruslands Olympiske Komité for at lave en model, der betyder, at de russiske spillere kan deltage.

Skal undgå ordet "Rusland"

Ruslands flag og andre russiske symboler må ikke fremgå at spillernes tøj. I stedet er det tilladt at bære logoet for det russiske håndboldforbund.

Brugen af ordet "Rusland" skal undgås under slutrunden, fremgår det.

Holdet vil officielt blive omtalt som Ruslands Håndboldforbunds hold eller på engelsk "Russian Handball Federation Team".

Ruslands nationalmelodi vil heller ikke blive afspillet. Der arbejdes sammen med Ruslands Olympiske Komité om at finde et alternativ. Lykkes det ikke, så vil IHF's egen officielle melodi blive anvendt.

I sidste uge halverede CAS en dom på fire års udelukkelse fra internationale sportsbegivenheder, så den blot gælder i to år.

Det Internationale Antidopingagentur (Wada) havde oprindelig udmålt en dom på fire års udelukkelse, efter at Rusland havde manipuleret med dopingdata.