Magnus Landin misser Final 4 i Champions League
Den danske landsholdsfløj kom ud af selvisolation lørdag efter en negativ covid-19-test. Han er ved godt mod i forhold til VM i januar.
Magnus Landin har ikke været til at få øje på i bundesligaklubben THW Kiels seneste to ligakampe.
Det skyldes, at den 25-årige danske venstre fløj har været smittet med covid-19.
Selv om Landin kom ud af selvisolation lørdag efter en negativ covid-19-test, kommer han ej heller på banen i Kiels Champions League-semifinale mandag aften.
Det skriver han i en SMS til TV 2 SPORT.
- Mit mål var at nå CL Final 4, men det når jeg ikke.
En af tre smittede Kiel-spillere
Magnus Landin må dog gerne være sammen med Kiel-holdet igen, og han kommer derfor til at overvære semifinalen mod Veszprem fra tribunen i Lanxess Arena i Køln og ikke fra sofaen i sin lejlighed.
Skulle Kiel komme i tirsdagens finale ved Final 4 mod enten Barcelona eller Paris Saint-Garmain, der mødes i den anden semifinale mandag, må Landin altså også se til fra tribunen her.
Det var i begyndelsen af december, nærmere mandag 7. december, at det tyske mandskab blev vidende om, at to spillere var testet positive for covid-19. De blev straks isoleret.
De øvrige spillere fulgte de lokale retningslinjer og gik ligeledes i isolation, og Champions League-kampen mellem Kiel og Aalborg to dage senere, 9. december, blev udsat. Det samme blev Kiels efterfølgende ligakampe mod Essen og Melsungen.
10. december meddelte Kiel, at endnu en spiller var testet positiv, og præcis en uge senere - i optakten til udekampen mod Stuttgart - skrev Kiel, at Domagoj Duvnjak, Pavel Horak og Magnus Landin alle ville blive hjemme grundet virusinfektion.
Af de tre var kun Duvnjak med i Kiels sejr på 32-23 over Rhein-Neckar Löwen lillejuleaften.
Magnus Landin har spillet ti bundesligakampe i denne sæson og scoret ti mål.
Ved godt mod i forhold til VM
Han er en del af landstræner Nikolaj Jacobsens VM-trup, der tæller i alt 20 spillere.
Landin skriver i SMS'en, at han er ved godt mod i forhold til den forestående slutrunde, der skal spilles i Egypten.
Det danske landshold samles i Hvidovre 3. januar og spiller to testkampe mod Norge henholdsvis 7. og 9. januar inden afgang til VM, der for Danmarks vedkommende begynder 15. januar.
Danmark åbner mod Bahrain og er også i gruppe med Argentina og Den Demokratiske Republik Congo.
Begge VM-testkampe mod Norge kan ses på TV 2, og også slutrunden kan følges på TV 2’s kanaler.