Coronavirus holder Henrik Toft ude af Final 4
Den store stregspiller kommer ikke i aktion for PSG mandag aften og misser dermed Final 4 i Champions League.
Når Paris Saint Germaint (PSG) og Barcelona brager sammen i semifinalen i Final 4 i Champions League mandag aften, bliver det ikke kun uden tilskuere.
Det bliver også uden den danske stregspiller Henrik Toft Hansen, der har testet positiv for coronavirus.
Det skriver klubben på sin hjemmeside.
Toft Hansen blev testet søndag, da holdet ankom til Köln, hvor Final 4 afholdes, og han har opholdt sig isoleret lige siden, svaret kom retur.
Også klubkollegaen Luc Steins må udeblive af opgøret, da han afleverede en positiv coronaprøve lørdag.
Det betyder, at PSG stiller op til opgøret med 14 spillere - herunder to målvogtere - i stedet for 16 spillere.
Landin er også testet positiv
Henrik Toft Hansen er ikke den eneste danske spiller, der misser et semifinalebrag i Final 4.
Også Magnus Landin kommer ikke på banen for THW Kiel, når det tyske storhold møder Veszprem i den anden Champions League-semifinale mandag aften.
Det skyldes ligeledes smitte med coronavirus, som også har holdt den 25-årige venstrefløj ude af Kiels seneste to ligakampe.
Begge er udtaget til VM i Egypten, som begynder den 13. januar til næste år.