Håndbold

København-spiller fik tårer i øjnene efter spørgsmål

For særligt én af København-spillerne betød sejren over Nykøbing-Falster lidt ekstra.

For Christina Wildbork har de sidste år ikke været nemme.

En alvorlig korsbåndsskade har nemlig holdt hende fra at spille håndbold. I oktober sidste år skiftede hun dog til København Håndbold efter et langt genoptræningsforløb. Og lørdag kom belønningen så.

Efter blot tre mål i sine fire første kampe i klubben blev hun topscorer for sit hold, da hun lavede hele syv mål i sejren over Nykøbing-Falster.

Og den flotte præstation havde da også tydelig indflydelse på 25-årige Christina Wildbork efter kampen.

Hvor meget betyder det for dig personligt at spille en god kamp?

- Øhm... Det var utroligt rart virkelig at vise noget, lød det med tårer i øjnene fra bagspilleren med den voldsomme skadeshistorik, som også var grunden til tårerne.

- Det er derfor, jeg bliver lidt rørt nu. Jeg kunne ikke have gjort det uden holdet, så jeg er bare super glad.

Skal finde stabilitet

For Christina Wildbork handler det nu først og fremmest om at finde tilbage i en rytme. Det mener TV 2 SPORTs håndboldekspert, Klavs Bruun Jørgensen.

- Der er ingen tvivl om, at hun primært har skuddet, men hun havde også nogle rigtig fine indspil undervejs, der lykkedes.

- Der var tegning til, at hun stille og roligt kan bygge på. Stabiliteten kommer, hvis hun spiller i længere perioder. Der har været for mange skader til, at det har kunne blive stabilt for hende, siger eksperten.

Og den vurdering er Wildbork enig i.

- Jeg skal finde en stabilitet. Jeg har spillet omkring 30 minutter, siden jeg kom tilbage. Det var bare heldigt, at det lykkedes for mig i dag.

- Jeg er virkelig træt, og jeg tror også, at jeg lavede nogle småfejl til sidst, fordi jeg blev lidt træt, men jeg må bare hjem og løbe lidt mere, lød det med et grin.