VM håndbold

DHF er tryg ved VM trods Mikkel Hansens udmelding

Dansk Håndbold Forbund er tryg ved situationen med potentielle tilskuere under VM i Egypten.

Håndboldstjernne Mikkel Hansen afviser ikke et afbud til VM, hvis der lukkes tilskuere ind til kampene.

Det er noget, de egyptiske arrangører arbejder hårdt på i samarbejde med Det Internationale Håndbold Forbund (IHF). Et arbejde, der sker blot ni dage før slutrundens start.

I Dansk Håndbold Forbund (DHF) er meldingen, at man ikke er nervøs for situationen eller muligheden for at byde tilskuere velkommen i hallerne. Det fortæller sportschef Morten Henriksen til TV 2 SPORT.

- Jeg føler mig meget tryg ved de meldinger, vi får fra IHF og den egyptiske arrangør, ligesom vi har været i dialog med andre håndboldforbund, der også er fortrøstningsfulde.

- Den tilskueropsætning, vi tager ned til, er sikker. Og den er så sikker, så man stadigvæk kan være i en boble. Hvis ikke man kan forblive i boblen, og der er risiko for at blive smittet i forhold til tilskuere, så tager vi ikke afsted. Det har vi klart meldt ud til IHF. Og de har meddelt, at det når at blive i orden, siger han.

For os betyder alle spillere og medarbejdere det samme

Morten Henriksen, sportschef i DHF

Morten Henriksen forklarer videre, at deadline for beslutningen om at lukke tilskuere ind kommer til at ske tæt på slutrundens start 13. januar, så man har et klart overblik over smittetrykket i Egypten.

Tilskueropsætningen, som han refererer til, er blandt andet god afstand fra tilskuerrækkerne ned til banen og et velfungerende udluftningssystem i hallerne.

Alle spillere er lige vigtige

Paris Saint-Germain-spilleren Mikkel Hansen, der tre gange er kåret som verdens bedste, har svært ved at forstå sammenhængen mellem et boblekoncept, hvor spillerne skal opholde sig på et hotel i perioderne mellem opgørene, og det potentielle tilskuerfremmøde, der kan være i hallerne.

Derfor overvejer den målfarlige venstreback et afbud.

I den sammenhæng understreger Morten Henriksen, at alle spillere er lige vigtige i beslutningen om, hvorvidt landsholdet skal være tryg ved at drage til Egypten.

- Vi kommer ikke til at tage afsted, hvis ikke der bliver styr på det. Men det har ikke noget at gøre med, om det er Mikkel Hansen eller 'Sofus Andersen' (fiktivt navn, red.), som er lidt mindre vigtig, der har udtrykt bekymring. For os betyder alle spillere og medarbejdere det samme. Der er ikke nogle, der er mere værd end andre, lyder det.

VM spilles fra 13. til 31. januar. Danmarks gruppekampe finder sted 15., 17. og 19. januar mod henholdsvis Bahrain, D.R. Congo og Argentina.