VM håndbold

Mikkel Hansen overvejer VM-afbud

Mikkel Hansen har overvejet at melde fra til VM i håndbold, ligesom flere tyske profiler har gjort.

Ifølge landstræner Nikolaj Jacobsen har Mikkel Hansen meldt sig klar til VM. Det fortæller han til Ekstra Bladet og siger, at interviewet med Mikkel Hansen blev lavet i midten af december.

VM i håndbold begynder i Egypten om ni dage, og når Danmark stiller op som forsvarende verdensmester, kan det blive uden holdets største stjerne, Mikkel Hansen.

De egyptiske arrangører ønsker tusinder af tilskuere i hallerne til VM-kampene på trods af coronapandemien, og Mikkel Hansen overvejer på den baggrund af melde afbud til turneringen.

Det siger han i et interview i Jyllands-Posten.

- Jeg ville lyve, hvis jeg sagde, jeg ikke havde overvejet at melde afbud og ikke stadigvæk overvejer det – eller i hvert fald afventer information om, hvordan det skal afholdes, og hvordan arrangørerne i virkeligheden har tænkt sig at gøre det forsvarligt, siger Mikkel Hansen.

Fire tyske afbud

Han henviser til, at flere spillere - især tyskere - allerede har sagt fra og bliver hjemme. De ønsker ikke at isolere sig fra deres familier, som deltagelsen ved VM i Egypten kræver:

  1. Hendrik Pekeler, THW Kiel
  2. Steffen Weinhold, THW Kiel
  3. Finn Lemke, MT Melsungen
  4. Patrick Wiencek, THW Kiel

Hansen mener ikke, at man kan afholde turneringen med tilskuere, uden at det er til fare for spillerne.

- Jeg kan ikke se meningen i, at vi spillere skal leve i en boble på et hotel og er tvunget til at isolere os på samme måde som ved kvindernes EM for så at køre til en hal og spille foran en masse mennesker. Det giver ingen mening, siger Hansen.

Landstræner afviser

Landstræner Nikolaj Jacobsen er dog ikke nervøs for, at Mikkel Hansen pludselig smutter fra de igangværende VM-forberedelser. Det interview, som Jyllands-Posten bragte mandag 4. januar, blev nemlig foretaget for flere uger siden, siger landstræneren til Ekstra Bladet.

- Altså, det her er et interview, der er lavet i starten eller midten af december, hvor Mikkel overvejede at melde afbud til VM. Han har sagt, at han overvejede det på daværende tidspunkt, og det er da en fin overvejelse.

- Men når man så vælger at trykke sådan en historie, kunne man måske have gjort sig den ulejlighed lige at følge op på den og spørge, om det stadig var aktuelt at melde fra. I og med, at Mikkel er mødt op, så har han overvejet – og har valgt at være med, siger landstræneren.

Den egyptiske arrangør håber på at kunne afvikle kampe med helt op mod 5000 tilskuere til stede, skrev det norske nyhedsbureau NTB kort før nytår.

På et pressemøde onsdag fortalte den egyptiske sportsminister, Ashraf Sobhy, om planerne.

- Vi ser på muligheder for at gøre ind- og udgang og muligheden for fysisk afstand så god og tryg som muligt, så vi kan sikre god opbakning til det egyptiske landshold, sagde han ifølge NTB.

VM spilles fra 13. til 31. januar.