VM håndbold

- Spillet på banen afgør ikke VM alene, siger Jacobsen

Danmark er godt stillet før VM i Egypten, hvor særligt én ting kan blive vigtig.

Normalt vinder det bedste hold en håndboldkamp.

Ja, det gælder faktisk i al sport. Men måske bliver det ikke helt så sort/hvidt, når VM i håndbold afvikles fra den 13. januar.

Her skal spillerne nemlig isoleres i en boble for at undgå spredning af coronavirus. Og derfor kommer en mindst lige så vigtig faktor i spil.

Det mener Nikolaj Jacobsen, der er dansk landstræner.

- Det bliver ikke kun det hold, der er bedst til at spille håndbold, der vinder.

- Det bliver også det hold, der har det bedst sammen uden for banen, der kommer til at lykkes, lyder vurderingen.

Danmark står godt

Og på netop det paramter står Nikolaj Jacobsens spillere godt rustet.

- Jeg er meget tilfreds med, hvordan mit hold har det på den konto, siger han.

Danmark er regnet som favorit blandt bookmakerne, hvor dansk VM-guld giver pengene mellem tre og fire gange igen.

De danske håndboldherrer går da også ind til turneringen som forsvarende verdensmestre.

Danmark er i pulje med Argentina, Bahrain og D.R. Congo.