VM håndbold

Frankrigs nye landstræner fik skidt debut kort før VM

Guillaume Gille tabte sin første landskamp i spidsen for Frankrig.

Frankrigs håndboldherrer er nummer to på bookmakernes liste over favoritter til VM i Egypten.

Den favoritværdighed var svær at få øje på, da franskmændene tirsdag som led i VM-optakten spillede EM-kvalifikationskamp på udebane mod Serbien.

Serberne, der var blandt de dårligste nationer ved EM sidste år, og som ikke er kvalificeret til VM, vandt højst overraskende med 27-24 over de seksdobbelte verdensmestre.

- Jeg siger ikke, jeg er rystet, men det så ikke godt ud. Frankrig skal tænke sig godt om, for de har svært ved at få spillet til rigtigt at fungere, siger TV 2 SPORTs håndboldekspert Bent Nyegaard.

- De spiller tungt og uinspireret og bliver overgået på kampgejst. Der var gang i serberne.

Frankrig og Serbien er i EM-kvalifikationsgruppe med håndboldminiputterne Belgien og Grækenland, så EM kommer næppe i fare for franskmændene.

Men som optakt til VM-slutrunden må det give uro på det franske landshold, der for første gang var under ledelse af den nye landstræner, Gillaume Gille.

- Serbien spillede en fantastisk kamp. Vi fandt ikke den rigtige rytme, vi havde problemer med deres forsvar, og vi havde svært ved at score mål, siger Gille ifølge det serbiske medie zurnal.rs.

Gille startede med velkendte navne på banen i form af Vincent Gérard, Michaël Guigou, Timothey N’Guessan, Kentin Mahé, Luka Karabatic, Valentin Porte og Luc Abalo.

De må dog undvære stjernespilleren Nikola Karabatic, der er skadet.

Frankrig har vundet i alt 11 guldmedaljer ved mesterskaber, men det seneste ligger fire år tilbage i tiden, da de blev verdensmestre på hjemmebane.

Franskmændene er i gruppe med Norge, Østrig og USA i det indledende gruppespil ved VM.