VM håndbold

Landin har fået grønt lys til VM - men har tabt flere kilo

Magnus Landin har været coronaramt og vendte først tilbage på træningsbanen, da landsholdet samledes forud for VM i Egypten.

Se håndbold-VM på TV 2 og TV 2 PLAY

December var en måned, der på mange måder blev ødelagt for Magnus Landin.

Til gengæld har januar og det nye år bragt gode nyheder med sig.

Landin blev i starten af december smittet med coronavirus, men nu melder han sig klar til at forsvare Danmarks titel som verdensmester i Egypten.

- Jeg har fået grønt lys til at starte igen. Efter en måned var jeg ret glad for at kunne starte træningen op igen med landsholdet, siger Magnus Landin til TV 2 SPORT.

16 dage i total isolation

Efter en Bundesliga-kamp den 5. december følte en holdkammerat i Kiel sig skidt tilpas.

Det er selvfølgelig noget, der i disse tider får alarmklokkerne til at ringe. Og her ringede de ikke uden grund.

Jeg kan stadig ikke lugte eller smage

Magnus Landin, landsholdsspiller

Magnus Landin blev nogle dage senere testet positiv for coronavirus og tvunget til at isolere sig i sin lejlighed. Han måtte kun gå udenfor for at blive testet. Det blev til 16 dage i lejlighedens ensomhed med hans Playstation som bedste ven.

- Selvom jeg havde lyst til at træne, da jeg ikke følte mig så syg længere, måtte jeg ikke, fordi jeg ikke måtte få pulsen op. I Tyskland kunne jeg ikke få lov til at komme ud, før jeg kunne aflevere en negativ test. Og den ville ikke rigtig blive negativ i ugerne efter, siger han.

Alt imens sygdommen aftog i styrke, nærmede en skæringsdato sig.

Et ekstra slag

Kiel og Landin skulle mellem jul og nytår til Køln for at spille Champions Leagues Final4-stævne. Senest den 22. december skulle han kunne fremvise en negativ test.

Det kunne han ikke.

- Det var selvfølgelig hårdt. Det er et rigtig stort event, og jeg har været med til at spille rigtig meget og kvalificeret os som hold til Final4. Og så får du ikke lov til at spille. Det synes jeg, var ret hårdt at skulle sluge.

Et plaster på såret kom, da hans holdkammerater spillede sig til tops i klubturneringen med finalesejr over FC Barcelona.

Landin var selv med omkring holdet, fordi der endelig var landet en negativ test.

Kan hverken lugte eller smage

I Tyskland er der skrappe regler for atleter, der har været smittet med coronavirus. Derfor var det i sidste ende Kiel, der skulle se positive testresultater - altså ikke fra en coronatest - før han kunne få lov til at spille VM for Danmark.

- Jeg har det fint. Jeg kan stadig ikke lugte eller smage, men det er der mange andre, der ikke kan, og det kan tage et stykke tid. Det trykker mig egentlig ikke synderligt meget.

- Jeg har gennemført en hjertescanning, fået taget blodprøver og gennemgået ting omkring hjertet, hvor virussen kan sætte spor. Det ser alt sammen rigtig fint ud indtil videre.

Træner ekstra

Men en lille måned uden håndbold og fysisk træning har selvfølgelig sat sine spor. Magnus Landin har ikke spillet kamp siden den 5. december.

Selvom han efter eget udsagn ikke har haft et særlig voldsomt forløb sammenlignet med andre coronasmittede, har den stillesiddende periode kostet ham kondition og ikke mindst 4,5 kilos kampvægt.

- Mine lunger har skreget en del efter luft. Jeg kan godt mærke, jeg ikke er det samme sted, som da jeg stoppede, siger Magnus Landin til TV 2 SPORT.

- Jeg synes, der er fremskridt at hente efter tre dages samling. Jeg træner lidt ekstra konditionsmæssigt med Nikolaj (Jacobsen, landstræner, red.) efter træning.

Mens VM-slutrunden skydes i gang den 13. januar, skal Landin og Danmark vente til den 15. januar med at komme i kamp.

Inden da møder Danmark torsdag og lørdag i denne uge Norge i testkampe. Begge kampe kan ses på TV 2 og TV 2 PLAY.