VM håndbold

11 positive prøver på Tjekkiets VM-hold

Det tjekkiske håndboldlandshold er hårdt ramt af coronavirus. Otte spillere er testet positiv på én dag.

Positiv. Positiv. Positiv. Positiv. Positiv. Positiv. Positiv. Positiv.

Det frygtede resultat blev gentaget hele otte gange, da det tjekkiske landshold blev testet for coronavirus inden deres EM-kvalifikationskamp mod Færøerne onsdag aften. Det skriver færøske In.fo, og dermed er det tjekkiske landshold oppe på 11 positive coronaprøver i 2021.

Med 22 tilrejsende tjekkere er det næsten hver tredje, der er testet positiv. Hele delegationen er i øjeblikket isoleret på et hotel i Thorshavn, og efter planen forlader de Færøerne senere onsdag.

Over for In.fo fastslår Færøernes Håndbold Forbund (HSF) derfor også, at kampen onsdag aften ikke bliver spillet.

- Selv om kampen formelt ikke aflyst endnu, så kan HSF konstatere, at der bliver ingen landskamp i aften.

- Corona blev konstateret i den tjekkiske trup i går aftes, og truppen forlader landet senere i dag.

- De strenge forholdsregler er overholdt, siden Tjekkiet kom til landet med et lejet fly i går. Det betyder, at truppen har været isoleret både i lufthavnen, i bussen og på hotellet. HSF er i tæt dialog med sundhedsmyndighederne og EHF, oplyser håndboldforbundet ifølge In.fo.

Flere spillere blev hjemme

Ud over de otte positive prøver på Færøerne er tjekkernes trænerduo Daniel Kubes og Jan Filip også testet positiv – plus en unavngiven spiller.

Det giver i alt 11 positive prøver på samme VM-hold blot en uge før slutrunden i Egypten.

Inden afrejse til Færøerne havde tjekkerne besluttet at lade seks spillere blive hjemme. Det skete, da en af de seks blev testet positiv og yderligere to følte sig skidt tilpas. Deres seneste prøve var negativ.

De tre øvrige spillere delte værelser med de førstnævnte, og derfor ville man ikke risikere at sprede smitten. Det er tilsyneladende sket alligevel.

Det tjekkiske håndboldforbund har i skrivende stund ikke omtalt situationen på Færøerne på sin hjemmeside.

Disse spillere er ikke rejst til Færøerne

  • Tomáš Babák
  • Tomáš Číp
  • Jakub Hrstka
  • Tomáš Mrkva
  • Leoš Petrovský
  • Ondřej Zdráhala

Ved VM er Tjekkiet i gruppe med Sverige, Egypten og Chile. Holdet skal spille premierekamp mod Sverige den 14. januar.