Hele det svenske landshold er sendt i isolation
Spillerne kan ikke træne sammen resten af ugen, efter en spiller er blevet konstateret positiv for coronavirus.
Det svenske håndboldlandsholds forberedelser til VM i Egypten er havnet i kaos, efter at en af holdets spillere er blevet testet positiv for coronavirus i landsholdslejren.
Af frygt for at andre er smittet, er alle spillere sendt i isolation frem til mandag. I den tid må spillerne kun være i nærheden af deres værelseskammerat på hotellet.
Samtidig er en EM-kvalifikationskamp i Montenegro blevet udsat. Den skulle have været spillet onsdag aften.
Og hvad der måske er endnu værre med henblik på VM: Landstræner Glenn Solberg kan slet ikke samle holdet til træning i den kommende uge.
- Spillernes helbred og sikkerhed skal altid komme i første række, og det indebærer, at vi ikke kan rejse til Montenegro i morgen (onsdag, red.).
- Vi vil heller ikke have kollektive træninger eller samlinger resten af ugen, men kommer til at forberede os på andre måder, siger Glenn Solberg sent tirsdag aften til Sveriges Håndboldforbunds hjemmeside.
- Frygtelig ærgerligt
Det var Anton Lindskog fra Wetzlar i den tyske Bundesliga, der tirsdag blev konstateret coronasmittet.
Han er onsdag morgen blevet sendt hjem og kommer dermed ikke med til VM.
- Jeg havde virkelig set frem imod mit første mesterskab, og det føltes frygtelig ærgerligt at få denne besked, især fordi jeg ikke har følt symptomer overhovedet.
- Nu håber jeg bare, at de øvrige fortsætter med at være friske, siger Anton Lindskog.
Ved VM er Sverige i indledende pulje med Tjekkiet, Chile og de egyptiske værter.