Norges største stjerne bakker Hansen op: - Det er pinligt

Kiel-stjernen Sander Sagosen begriber ikke, at der bliver adgang for flere tusinde tilskuere ved VM i Egypten.

Torsdag er de rivaler på banen i den første af to VM-testkampe, men lige nu danner Sander Sagosen og Mikkel Hansen fælles front.

Mikkel Hansen kritiserer arrangørerne af VM i Egypten for at tillade op imod 3400 tilskuere til kampene.

Den norske Kiel-stjerne tager nu del i kritikken.

- Jeg synes, det er pinligt. Sådan som verden ser ud lige nu, og så skal de have tilskuere ind, siger Sagosen ifølge norsk TV 2 til NTB.

Han peger fingre ad det internationale håndboldforbund, IHF.

- De tænker mere på økonomi end på spillernes helbred. Jeg synes bare, man burde erkende, at det er for dumt med tilskuere lige nu.

Mandag meddelte arrangørerne af VM, at der bliver adgang til 20 procent af arenaernes siddepladser.

Danmarks skal spille i Egyptens største håndboldarena, Cairo Stadium Indoor Halls Complex, med plads til 17.000 tilskuere. Det betyder, at der kan blive plads til omkring 3400 tilskuere til de danske kampe.

- Dette kommer som et direkte resultat af de forsigtighedsforanstaltninger, der er truffet for at håndtere covid-19, står der på turneringens officielle hjemmeside.

- Tazkarti (firmaet, der står for billetsalg, red.) følger den seneste sundhedsfaglige rådgivning fra hele verden for at håndtere pandemien i forhold til at organisere sædepladser og opretholde social distance samt brugen af mundbind under turneringen.

VM starter den 13. januar.