Jacobsen glad trods 'gammelmands-håndbold'
Landstræner Nikolaj Jacobsen var glad for, at Danmark torsdag aften besejrede Norge i første VM-testkamp trods svingende dansk spil undervejs.
Følg Danmarks VM-titelforsvar på TV 2 og TV 2 PLAY.
Det var tydeligt at se og høre, at han ikke var tilfreds i første halvleg, Nikolaj Jacobsen.
Landstræneren for de danske håndboldherrer brugte alle sine timeouts i første halvleg af torsdagens Vm-testkamp mod Norge på at skose det danske angrebsspil.
Det 'gik alt for langsomt' og var sågar udtryk for 'gammelmands-håndbold' ifølge landstræneren.
Men måske netop på grund af en sløj første halvleg glædede Jacobsen sig lidt ekstra over sejren på 31-28 efter kampen.
- Jeg synes, vi stod fint defensivt langt hen ad vejen, selvom Norge lavede 28 mål, så der er stadig ting at arbejde med. Og i første halvleg får vi ikke rigtigt organiseret vores returløb.
- Angrebsmæssigt fik vi mere tempo i det i anden halvleg. Jacob Holm, Mathias Gidsel og Mads Mensah fik flyttet bolden hurtigere rundt end før pausen. Så anden halvleg var fin angrebsmæssigt, siger Nikolaj Jacobsen til TV 2 SPORT.
Ros til stregspiller
På den danske strgposition fik Simon Hald en del spileltid - både defensivt og offensivt. Og med fem scoringer blomstrede Simon Hald i den grad mod Norge. Til stor glæde for landstræneren, der må undvære Henrik Toft på stregpositionen til VM.
- Simon (Simon Hald, red.) gjorde det rigtig godt. Det har han også gjort i Flensborg, selvom han ikke har spillet så meget angreb dernede. Han har gjort det fremragende til træning, og det gjorde han også i dag, siger Nikolaj Jacobsen.
Danmark skal møde Norge igen lørdag aften, inden holdet tirsdag rejser til Egypten, hvor VM-slutrunden for Danmarks vedkommende begynder den 15. januar.
Kampfakta:
- Danmark – Norge: 31-28
- Pausestilling: 12-15
- Danmarks opstilling offensivt: Landin, Hansen, Mensah, Øris, Svan og Hald. Niklas Landin på mål.
- Danmarks opstilling defensivt: Hansen, Landin, Møllgaard, Hald, Mensah og Svan. Niklas Landin på mål.