Håndbold

Jesper Jensen 'skulle styre sig' efter overraskende pointtab

Team Esbjerg smed point mod Holstebro i ligaen. Det frustrerede Jesper Jensen, der efter kampen gav spillerne en skideballe.

Haldøren blev et offer for Jesper Jensens frustrationer.

Da Team Esbjerg-træneren forlod hallen efter 22-22-kampen mod Holstebro Håndbold, var han så skuffet og frustreret, at døren fik et ordentligt spark.

Det skete efter en kamp, hvor de forsvarende danske mestre i det store hele var i kontrol og endda var foran 22-18, men til sidst endte de altså med at smide de to point og måtte nøjes med ét, og det irriterede Jesper Jensen.

Hvad har du sagt til dine spillere efter kampen?

- Det tror jeg ikke, at vi skal referere. Det er sjældent, at jeg er bange for at gå over linjen. Der skulle jeg styre mig i dag (onsdag, red.). Jeg synes simpelthen, at det er under al kritik, hvad vi leverer. Jeg synes, at det er under al kritik på et kollektivt plan og på det individuelle plan, sagde han til TV 2 SPORT efter kampen.

- Jeg synes ikke, at Holstebro kom specielt godt ud til kampen. Vi havde mulighed for at lukke den efter et kvarter. Men hver gang, vi var foran med lidt, stoppede vi med at koncentrere os. Så ender kampen i noget rod. Vi spiller hovedløst - fuldstændig hovedløst. Jeg har aldrig oplevet et Esbjerg-hold, der har spillet sådan her, mens jeg har været træner.

Hvad er det for en linje, du er bange for at gå over?

- Som træner skal man også tage en del af ansvaret, og man skal også kunne se på spillerne igen i morgen, forklarede han.

Vi fik en skideballe, men det er fuldt fortjent

Vilde Mortensen Ingstad, Team Esbjerg-spiller
Jesper Jensen lod frustrationerne få løb på en dør, som han sparkede til.

Håber på trodsreaktion

Jesper Jensen forklarede videre, at holdet havde stor fokus på koncentration inden kampen.

Han vidste nemlig godt, at der lå en svær mental opgave foran dem - især når spillerne vidste, at de har en Champions League-kamp i weekenden mod norske Vipers.

- Vi talte meget om koncentration og om fokus. Vi vidste, at det var en onsdag aften i Holstebro, og så kommer der en Champions League-kamp i weekenden. De norske spillere glæder sig meget til at spille i Vipers, sagde Jesper Jensen.

- Men vi skal levere vores arbejde. Vi kan have smidt en Champions League-plads ved at spille uafgjort i Holstebro. Da vi fører med fire, tænkte jeg, at vi ikke kunne være så dumme (at smide sejren, red.). Men det var vi.

Fik en skideballe

Vilde Mortensen Ingstad fortalte efter kampen, at hun ikke havde ord for det, der var sket. Han sagde også, at Jesper Jensen talte hårdt til dem efter kampen.

- Det er flovt og pinligt, og det skal ikke ske. Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige. Vi fik en skideballe, men det er fuldt fortjent. Han (Jesper Jensen, red.) er lige så skuffet, som vi er, lød det fra nordmanden.

Team Esbjerg topper fortsat ligaen med 26 point, men nu er Odense Håndbold og Viborg HK placeret side om side med vestjyderne med lige så mange point efter 15 kampe.