VM i håndbold (K)

Egypten kan gå rigtig langt, vurderer ekspert

VM-værtsskabet er havnet hos en håndboldgal nation. En medalje vil lægge landet ned, og forudsætningerne for det har sjældent været bedre.

En flok trætte og stolte egyptiske teenagere sidder i et fly. De er på vej hjem efter at have tilbragt to uger til VM for U19-landshold i Nordmakedonien i sommeren 2019.

Om halsen hænger medaljer af guld på spillerne, der om lidt bliver overraskede, når de sætter deres ben i Cairo.

Medaljerne har de vundet ved at slå store håndboldnationer som Tyskland, Sverige, Ungarn, Slovenien og Island undervejs i turneringen, hvor Danmark også deltog og endte på tredjepladsen.

Den store bedrift for ungdomslandshold er blevet fulgt nøje i hjemlandet, som har forberedt en heltevelkomst. Cairos lufthavn er fyldt med fans, der kun er mødt op for at hylde teenagerne, der har gjort landet stolt i verden.

Inden den overvældende modtagelse havde landets – vel nok – største nuværende sportsnavn, fodboldspilleren Mohamed Salah, lykønsket sine unge landsmænd på Twitter:

- Tillykke til verdensmestrene, skrev Liverpool-stjernen, der netop havde streamet finalen mod Tyskland.

Det stopper dog ikke her. Slet ikke faktisk.

Inden de skal hjem til mor, far og familie, slår de et smut forbi landets præsident, Abdel Fattah el-Sisi, til en ceremoni, hvor de bliver overrakt endnu en medalje: Egyptens sportsmedalje af første grad.

Ceremonien bliver transmitteret på landsdækkende tv til nationens over 100 millioner indbyggere.

Så meget blev der gjort ud af en ungdomsguldmedalje. Forestil dig, hvad der kommer til at ske, hvis Egyptens A-landshold opnår noget i nærheden af den bedrift.

Jagter medaljen og drømmen

Håndbold er kæmpestort i Egypten. De er håndboldgale. Det er der vist ingen tvivl om.

Om lidt, halvandet år efter U19-guldet, skal verdens største seniornationer kæmpe om verdensmesterskabet 2021 på egyptisk grund.

Til trods for coronapandemien har arrangørerne formået at presse tilskuere ind til kampene, som normalt ville være udsolgt, når Egypten spiller. Nu må de nøjes med 20 procents kapacitet. Opbakningen fra både folket og håndboldforbundet er enorm. Sidstnævnte har smidt en stor pose penge i holdet, der har fået optimale forhold i forberedelserne parallelt med tilværelsen i den egyptiske håndboldliga, hvor hovedparten af spillerne florerer.

Vi har alle sammen talt om, hvad fanden det lige var, der skete

Bent Nyegaard

Et sultent egyptisk mandskab møder op, og de er ikke bare med for syns skyld. De er med for at gå langt og for at vise, at Afrikas håndboldspydspids kan bringe succesen fra ungdomsverdensmesterskaberne til VM for voksne.

- Vores drøm er at tage en medalje ved VM, og vi gør vores bedste for at opnå det, siger holdets målmand Mohamed Eltayar til den officielle hjemmeside for mesterskabet.

Hvis Eltayar og resten af egypterne vil have mere selvtillid og tro på sig selv, skal de læse med nedenfor. TV 2 SPORTs håndboldekspert Bent Nyegaard ser nemlig også positivt på de egyptiske chancer.

Lyn-analyse

Egypten kan gå rigtig langt.

Værternes vej mod kvartfinalen er god og er blevet endnu mere komfortabel efter Sveriges problemer i forberedelserne. Der er stor sandsynlighed for, at Egypten er favorit til at vinde sin indledende gruppe, og efterfølgende har de god mulighed for at gå videre fra mellemrunden til kvartfinalen. Her kan de løbe ind i Danmark.

Egypten er i gruppe med Sverige, Chile og Tjekkiet og bliver efterfølgende parret med gruppe H, der indeholder Slovenien, Hviderusland og spillerne fra Rusland, der ikke må spille under landets faner grundet utallige dopingskandaler.

Alt eller intet

De bliver nok ikke lige så suveræne, som de var ved U19-VM i august 2019, når de møder verdens bedste håndboldspillere fra 13. til 31. januar. Alligevel er det interessant at kigge på, hvad der var nøglen bag succesen.

Simon Sørensen var træner for det danske ungdomslandshold i Nordmakedonien, og selvom Danmark ikke nåede at møde dem, gjorde egypterne indtryk på ham.

- Typisk plejer man at sige, at det er forsvar, der vinder slutrunder. Men til den slutrunde var det i den grad omvendt.

- Angrebsspillet fra Egypten gjorde dem til verdensmestre. De lavede utroligt mange mål og genererede rigtig mange angreb, spillede hurtigt og kom med en stor fysik, som ingen hold kunne matche over en hel slutrunde, siger Simon Sørensen til TV 2 SPORT.

Jeg tror, at vores hemmelighed er vores store hjerte

Hussain Zaki

Tidligere har man set et egyptisk landshold været undermatchet på den fysiske del af spillet. Det var de ikke ved ungdomsslutrunderne. To måneder inden guldet ved U19-VM hentede de bronzemedaljer ved U21-VM.

- Vi har alle sammen talt om, hvad fanden det lige var, der skete. Vi var opmærksomme på, at Egypten havde gode ungdomslandshold, men der var ingen, der havde forestillet sig, at de skulle vinde det hele, siger Bent Nyegaard, der ikke kun ser fremgang i deres fysik.

- De er blevet taktisk og strategisk bedre. Det kunne man se på ungdomslandsholdene. Og så spillede de i endnu højere grad for fædrelandet. Der er intet, der stopper dem. Den får fuldt skrald, og så må de blive lappet sammen bagefter.

Den opskrift kommer de til at kigge på og forsøge at kopiere. Det er Bent Nyegaard slet ikke i tvivl om.

- Jeg tror, vi får en alt eller intet-mentalitet at se fra et meget, meget aggressivt egyptisk hold. Og så kan du forestille dig det ekstra lag, der kommer via deres hjemmebane. Egypten kommer til at spille på et ekstremt højt niveau af kampgejst ud over det sædvanlige.

Derudover betyder succesen fra ungdomshåndbolden, at de egyptiske spillere har set, at det sagtens kan lade sig gøre at baske europæerne. Det er en vigtig faktor, vurderer Bent Nyegaard.

- Det fungerer som en betydningsfuld inspiration, og det betyder, at egyptisk håndbold er fyldt med optimisme. De klarede sig godt ved sidste A-VM, hvor de blev nummer otte.

For to år siden løb Danmark, der senere blev verdensmester, ind i dem undervejs. Og begyndte med 30 forfærdelige minutter for danskerne. Egypten vandt den første halvleg med 9-7. Det var noget af det sværeste, de ellers så danskere stiftede bekendtskab med under mesterskabet.

Spiller for Zaki og Moustafa

Når Egyptens landshold går på banen i Cairo Stadium Indoor Halls Complex, er det ikke kun og holdkammerater og fans, de har i ryggen.

Det var sådan en stor lavine, der kom farende

Bent Nyegaard

Præsidenten fra det internationale håndboldforbund (IHF) er fra Cairo. Hassan Moustafa har siddet tungt på tronen i IHF siden 2000, og verdens mest magtfulde inden for håndboldsporten har en kæmpe kærlighed til egyptisk håndbold.

- Jeg er overbevist om, at det også er på grund af ham, at de udviser et ekstremt mod. Hvis de ikke spiller for Gud, konge og fædreland, som man plejer at sige, spiller de for Hassan Moustafa. Der er ikke nogen af dem, der går fra banen uden at have givet lige omkring 800 procent, siger Bent Nyegaard.

Når man taler om håndbold i Egypten, er noget af det første, der nævnes – udover Hassan Moustafa – den levende legende Hussain Zaki. Manden, der nærmest egenhændigt førte landet til fjerdepladsen ved VM i 2001 og blev kåret som den bedste playmaker ved slutrunden.

Han er en del af egyptisk håndbold og var med i trænerstaben, da U19-landsholdet vandt guld i 2019. Det er et kæmpe signal til hele landsholdet, mener Bent Nyegaard.

- Det har været en drøm hos den mest magtfulde person i håndbolden, Hassan Moustafa, at hans egen nation kan vise sig frem på øverste hylde.

- Derfor er det værd at bide mærke i, at Hussain Zaki, som er deres Messi, Ronaldo og Maradona, er blevet en del af det egyptiske landshold. Han er et symbol på alt håndboldgodt i Egypten. Han løftede Egypten som spiller og kan gøre det samme fra sidelinjen.

- Ved at sætte Zaki i spidsen for noget af det her er der en uhørt stor national opbakning, fordi hans meritter siger det hele, siger Bent Nyegaard.

Selvom de havde vist prøver på overlegent, tempofyldt og angrebshidsigt spil, var det da også den mentale styrke, som Hussain Zaki fremhævede efter den historiske bedrift med U19-guldet i Skopje.

- Jeg tror, at vores hemmelighed er vores store hjerte. Alle europæiske nationer er meget stærke. Når vores spillere tabte til Frankrig, forsøgte vi at berolige dem og dele ud af vores erfaring. Efter det vandt vi alt, og den succes giver dem et kæmpe løft i deres karrierer fremover, sagde Zaki i 2019 til Handball-Planet.

Profiler banker ikke på, men sparker døren ind

Særligt to spillere fra U19- og U21-VM var umulige at komme udenom. De skal også med til A-VM.

- De var på utroligt højt niveau. De havde venstrebacken Hassan Walid, der var rigtig dygtig, og playmakeren Ahmed Hesham Elsayed, som blev kåret som turneringens mest værdifulde spiller, siger U19-landstræner for Danmark, Simon Sørensen, der også nævner målmanden Abdelrahman Mohamed som en god spiller under slutrunden.

Målvogteren var også en del af All Star-holdet.

Bent Nyegaard var nærmest blæst bagover, da han så de to bagspillere i aktion ved ungdomsverdensmesterskaberne.

- De var jo fuldstændigt vilde i den forstand, at de satsede hele butikken. De er nogle store og velvoksne drenge. Ingen af dem tænker: "Uha, går det her?". Jeg ved ikke, hvor de har fået det mod fra, men hold da kæft. Det var sådan en stor lavine, der kom farende.

- Nu er de jo unge, men det er virkelig nogle spændende typer. De er atletiske, hurtige, springer så højt, at man tror, det er løgn, siger Bent Nyegaard.

Både Hassan Walid og Ahmed Hesham Elsayed var først med til at spille Egypten til bronzemedaljerne ved U21-VM i juli og to måneder senere til guldet i august.

- Det er en meget speciel prioritering, der siger meget om betydning af håndbold i Egypten og om, hvor meget de satser på det. For det ville man normalt ikke gøre med så unge mennesker, siger Bent Nyegaard.

Omar er holdets stjerne

Formår Egyptens spanske træner, Roberto García Parrondo, at få dem spillet ind på holdet, har de et slagkraftigt mandskab.

Der løber nemlig stærke navne rundt på holdet anført af stjernehøjrebacken fra Veszprem, Yahia Omar.

- Han er virkelig 'en kedelig karl'. Han er sindssygt god.

Derudover fremhæver Nyegaard den tidligere Ribe-Esbjerg-spiller Yehia Elderaa samt Ahmed El-Ahmar, der bare går under navnet Nummer 66 med hentydning til hans karakteristiske trøjenummer.

Målmandsposten har han også grund til at tro på.

- Der, hvor det af og til er gået galt for dem, er på målmandsposten. Men ved seneste VM havde de keeperen Mohamed El-Tayar, der stod på 33 procent. Han sprang godt rundt i fik fat i mange bolde.

Egyptens bedste bedrift ved et VM er fjerdepladsen i 2001. Siden har de haft det svært, indtil de for to år siden endte som nummer otte.

De kommer til mesterskabet på hjemmebane med en frisk titel som afrikanske mestre i 2020.

Værterne indleder mesterskabet mod Chile13. januar.

Her skal de forsøge at gøre sig fortjent til en heltemodtagelse og æresmedaljer hos landets præsident. Et sæt VM-medaljer som de første i Afrika vil nok udløse det. Om de har, hvad det kræver, må tiden vise. Forudsætningerne er der i hvert fald til det.