Spillernes VM-protest blev hørt - uden trusler eller en pistol for panden

Direktøren i den europæiske spillerforening glæder sig over, at spillernes ønske om at droppe tilskuere til VM i Egypten blev efterkommet.

Den 4. januar blev et voldsomt kritiseret ønske vedtaget. Op mod 3400 tilskuere ville få adgang til til kampene ved VM, meddelte arrangørerne.

Tre dage senere gik spillerne i fælles front og sendte via den europæiske spillerforening (EHPU) et brev til præsidenten for det internationale håndboldforbund (IHF), egyptiske Dr Hassan Moustafa, med ønsket om at droppe beslutningen.

Søndag blev beslutningen trukket tilbage, da VM-arrangørerne meddelte, at spillernes ønske var blevet hørt - og arenaerne lukket for tilskuere.

- IHF er blevet beskyldt for mange ting gennem tiden. Jeg må sige, at jeg synes, der trods alt er sket et skred i forhold til tidligere.

- Man er blevet bedre til at lytte til og involvere spillerne. Det er det her et klart tegn på, siger Michael Sahl Hansen, der er præsident i EHPU, til TV 2 SPORT.

14 ud af 16 europæiske VM-nationer var med i brevet, og at nogle sydamerikanske landshold efterfølgende tog del i opbakningen.

Ingen trusler

Udover brevet udtalte stjernespillere som danske Mikkel Hansen og Sander Sagosen fra Norge heftig kritik af beslutningen.

Ifølge Michael Sahl Hansen blev kampen dog ikke kæmpet med trusler om for eksempel at udeblive fra VM.

- Det glæder mig, at man kan komme frem til gode resultater, uden at man skal true med bål og brand og blive væk og alt muligt andet. For håndbolden er det en rigtig god historie, fordi vi kan se, at IHF har lyttet uden en pistol for panden, siger han.

IHF er tidligere blevet voldsomt kritiseret for at drive rovdrift på spillerne med et hav af kampe - med skader og stor slitage til følge.

Spillerne er mere organiserede

Derfor gik en række af sportens største stjerner i foråret 2019 sammen i kampagnen 'Don't play the players', som var rettet mod præsidenterne for både det europæiske håndboldforbund og IHF.

Det var ifølge Michael Sahl Hansen første gang, at spillerne for alvor organiserede sig og tog kampen op i fælles front. Der skete noget dengang - ligesom det var tilfældet denne gang.

- Der har været en stor grad af spillerinvolvering i det. Det er ikke kun os, der har siddet langt fra i et sekretariat. Det er spillerne, der har været på banen. Det er vi simpelthen nødt til. Med det netværk, de har, går det noget hurtigere at få bredt det ud, siger Michael Sahl Hansen.

- Det flytter noget, når vi står sammen om ting, og det er ikke ensbetydende med, at man altid skal gå på barrikaderne. Selvfølgelig er retorikken hård en gang imellem, men her har vi kunnet løse noget, uden nogen har truet med noget.

VM-arrangørerne ville efter planen tillade, at hver femte plads i arenaerne blev besat af tilskuere.

I så fald kunne omkring 3400 personer have fået adgang til Danmarks kampe i den største VM-arena i Cairo.

VM-slutrunden starter den 13. januar.