VM håndbold

To danske spillere rejser til VM i total uvished

Målmændene Emil Nielsen og Kevin Møller kæmper for at blive andetvalg i den danske VM-trup.

Problemer har der været nok af for Nikolaj Jacobsen op til VM-slutrunden i Egypten. Heldigvis har det ene været i kategorien 'luksusproblem'.

Sådan beskrev landstræneren selv sine overvejelser om, hvem der skal være andenmålmand for Danmark efter førstevalget og anføreren, Niklas Landin.

Svaret fik han ikke i de to testkampe mod Norge, hvor Kevin Møller og Emil Nielsen hver fik en halvleg i lørdagens nederlag på 36-34.

- Det var svære arbejdsbetingelser. Begge gjorde det rigtig fint på langskuddene. Det kan godt være, Kevin Møller havde et par redninger mere på de åbne chancer end Emil, men det var ikke en kamp med super arbejdsbetingelser, siger Nikolaj Jacobsen til TV 2 SPORT.

Lyn-analyse

Jeg tror ikke, de to kampe har ændret så meget. Det var vanskelige betingelser for begge. Jeg tror, Kevin Møller efter en god sæson og specielt i Champions League for Barcelona er et lille skridt foran.

Kevin har stået ved siden af Niklas Landin tidligere, og det at skulle arbejde sammen i en lang turnering betyder noget.

Kevin Møller har stået en fabelagtig sæson for FC Barcelona, der nåede frem til Champions League-finalen mellem jul og nytår.

Emil Nielsen har samtidig høstet store roser for sit spil i franske Nantes.

Glæder sig til intern kamp

Danmarks forsvar hang overhovedet ikke sammen mod Norge lørdag, så begge målmænd blev mere eller mindre skudt i sænk.

Derfor rejser de til Egypten uden den fjerneste anelse om, hvem der får plads på bænken, og hvem der skal sidde bag den.

- Det er spænding til sidste sekund. Vi er tre, der rejser med, så det er ikke sammenligneligt (med tidligere slutrunder, red.). Han kan bare skifte ud mellem kampene, hvis det er. Det bliver sjovt og intenst at kæmpe med Emil under hele turneringen, og det glæder jeg mig til, siger Kevin Møller.

Han forestiller sig, at Nikolaj Jacobsen træffer beslutningen lige op til Danmarks første kamp, som er mod Bahrain den 15. januar.

For Emil Nielsen er uvisheden ikke noget, der trykker.

- Det tænker jeg ikke så meget over. Jeg er egentlig bare glad for at være her og glæder mig til, vi skal til Egypten. Jeg håber, vi får nogle superfede kampe, siger han.

Ekstra sparring

På grund af coronapandemiens hærgen har det internationale håndboldforbund besluttet, at der under slutrunden er fri udskiftning i truppen blandt de 20 spillere, der rejser med.

Derfor kan begge målmænd komme i spil. Men det åbner også for en ny mulighed på målmandsfronten.

- Der er en ekstra at sparre med. Der er ikke kun Michael Bruun (målmandstræner, red.), men også den, der sidder bag bænken, som man kan sparre med i forhold til skud, aftaler og strategier. Det er altid godt med et hoved mere, siger Kevin Møller til TV 2 SPORT.

- Det kan godt være, vi er konkurrenter, men vi hjælper også gerne hinanden. Vi er jo ikke dårlige mennesker. Vi er der for hinanden, hvis det er.

Kevin Møller har spillet 26 landskampe for Danmark, mens Emil Nielsen er noteret for 5. I de seneste mange år har det normale andetvalg på målmandsposten været Jannick Green, men han er nu nede som fjerdevalg.

Nikolaj Jacobsens største bekymringer op til VM har været afbud fra Rasmus Lauge og Henrik Toft Hansen. Lauge blev knæskadet kort før slutrunden, mens Toft Hansen ikke er kommet sig efter at have været smittet med coronavirus.