VM håndbold

Dansk bekymring før VM: - Jeg håber, det bare var den ene kamp

Den defensive indsats i lørdagens sidste VM-testkamp skal forbedres før åbningskampen fredag.

36 mål imod. 21 af dem i første halvleg.

Norges offensiv havde i størstedelen af lørdagens testkamp Danmarks forsvar ude i tovene.

Det står tilbage som den største bekymring, nu hvor det danske landshold tager hul på de sidste forberedelser før afrejsen til Egypten, hvor VM for Danmarks vedkommende starter mod Bahrain fredag.

- Vi har nogle fine træninger og en masse evalueringer på programmet, så vi skal nok nå en masse ting. Jeg er enig i, at det var bekymrende. Der var langt flere defensive ting, vi var tilfredse med i kamp ét mod Norge, siger forsvarsveteranen Henrik Møllgaard til TV 2 SPORT.

Danmark vandt den første testkamp mod Norge med 31-28, mens det to dage senere altså blev til et nederlag.

- Jeg skal ligesom de andre hjælpe med at gøre forsvaret mere kompakt. Problemer var, at vi tabte for mange mand-mand-dueller. Vi stod ikke imod. Det var et problem hele vejen rundt. Det var det ikke i kamp ét, siger Møllgaard.

- Jeg håber, det bare var den ene kamp, så det ser helt anderledes ud, når vi starter på fredag.

'Usikker grund'

I teatrets verden siges det, at en dårlig generalprøve giver en god premiere, og Henrik Møllgaard slår da også fast, at man skal passe på med at lægge for meget i resultatet og kampen mod Norge.

Forud ved EM i 2020, hvor Danmark året inden havde vundet VM-guld, slog danskerne Frankrig på udebane, selvom Danmark ikke stillede i stærkeste opstilling.

Få dage senere endte EM i en stor fiasko for Danmark, der røg ud allerede efter det indledende gruppespil.

- Vi er altid lidt på usikker grund. Vi har tidligere spillet fantastiske træningskampe, hvor vi syntes, alt rullede. Så det er altid en speciel følelse, før vi skal i gang med første kamp. Vi har heldigvis nogle gode træninger endnu, og vi har noget evaluering, hvor vi får kigget tingene igennem, siger Henrik Møllgaard.

- Jeg er sikker på, vi nok skal være der, og så håber jeg, vi vokser ind i turneringen. Men det er altid specielt at spille første kamp, så vi må, hvor vi står, når vi kommer i gang.

VM-slutrunden starter allerede onsdag. Du kan se VM på TV 2's kanaler og TV 2 PLAY.