VM håndbold

IHF-kovending glæder dansk sportschef

I sidste øjeblik valgte IHF i weekenden at droppe planer om fans på lægterne til håndbold-VM. Det glæder DHF.

Efter massiv kritik fra mange spillere og aktører forud for herrernes forestående håndbold-VM i Egypten valgte Det Internationale Håndboldforbund (IHF) søndag at lukke kampene for tilskuere.

Planen var ellers, at man ville lukke tilskuere ind på hvert femte sæde i hallerne, hvilket ville betyde mere end 3000 tilskuere til kampe i den største VM-arena, hvor Danmark spiller sine kampe.

Kontrameldingen fra IHF vakte glæde i den danske VM-lejr, hvor flere spillere har udtrykt både forundring og bekymring over at skulle spille foran tilskuere under den igangværende coronapandemi.

Morten Henriksen, sportschef i Dansk Håndbold Forbund (DHF), var da også en smule overrasket, da beskeden fra IHF tikkede ind søndag aften.

- Jeg havde nok ikke forventet det. Heller ikke med de ting, vi var stillet i udsigt, hvor de mente, at de godt kunne afvikle det sikkert, siger han.

- Min forventning var nok, at de måske ville justere antallet lidt ned, men ikke at det ville blive helt uden tilskuere.

Mens mange spillere og medier har rystet på hovedet af IHF's planer om at lukke tilskuere ind i de egyptiske haller, har DHF haft en anden oplevelse af samarbejdet med IHF.

- Vi synes, det er positivt, at IHF har lyttet til alle spillets parter. Det er jo det, vi heldigvis har oplevet hele vejen igennem – også med den tidligere dialog, og de har haft nogle kompetente folk inde over, fortæller Morten Henriksen.

- Det har været planen fra start, at de ville monitorere situationen frem mod VM, og nu har de så besluttet, at der ikke skal være tilskuere. Det gør det bare nemmere for os.

Kampe uden tilskuere er ikke normalt spillernes kop te, men lige præcis med et VM i Egypten gør det ikke nær så ondt, som da de danske damer i december måtte undvære tilskuere på hjemmebane ved EM i Herning.

- Der var selvfølgelig ikke sat billetter til salg endnu, så jeg kan jo ikke sige noget med sikkerhed, siger DHF-sportschefen.

- Men hvis man kigger på de tidligere U- og A-slutrunder, så er det klassisk i Egypten, at der sidder dem, der kan være, når Egypten spiller, og når alle mulige andre spiller, så er de i gåseøjne tæt på fløjtende ligeglade.

- I forhold til os, og de modstandere vi starter med at møde, så tror jeg ikke, det har den store betydning. Der ville højst sandsynligt ikke have været ret mange på lægterne alligevel.

VM begynder onsdag med åbningskampen mellem værtsnationen Egypten og Chile.

Danmarks forsvarende verdensmestre indleder VM fredag, hvor Bahrain venter.