VM håndbold

Norske profiler griner af Danmarks VM-målsætning

Danmark vil nå kvartfinalen ved VM, mens Norge vil vinde guld.

I denne uge påbegynder de danske håndboldherrer VM som forsvarende mestre.

Men Danmarks målsætning udadtil er i første omgang ikke at genvinde titlen, men blot at nå op blandt de otte bedste, fortæller landstræner Nikolaj Jacobsen til Politiken.

- Nu har vi i første omgang sat os det mål, at vi vil ramme kvartfinalen. Så det er det, som man i første omgang skal sætte næsen op efter, siger han.

Og den udmelding vækker mildest talt undren hos de norske stjerner, der selv kommer til VM som viceverdensmestre.

- Det er lidt 'nederen' for det hold, at de ikke har større ambitioner, siger Gøren Søgard Johannesen om den danske målsætning.

Norges målmand Torbjørn Bergerud kalder alt andet end danske guld-ambitioner for "meget overraskende", mens stregspiller Bjarte Myrhol svarer med et grin.

- Den målsætning tror jeg, at de når, siger Skjern-spilleren til Politiken.

TV 2 SPORTs håndboldekspert Claus Møller Jakobsen tror ganske enkelt ikke på, at en kvartfinale er målet blandt de danske spillere, der rejser til Egypten.

- Det virker som en ekstern minimumsmålsætning. Jeg er ret overbevist om, at den interne målsætning er en medalje, siger eksperten.

Norge vil vinde guld

Mens Danmark altså kommer som forsvarende mestre efter finalesejr over netop Norge i 2019, sulter de norske herrer efter den øverste plads på podiet.

De seneste to verdensmesterskaber har resulteret i sølvmedaljer, mens den EM sidste år kastede en bronzemedalje af sig.

- Vi (Norge, red.) har efterhånden sagt i mange år, at vi vil vinde guld. Jeg forstår ikke, hvorfor Danmark ikke tør sige det. De er jo forsvarende mestre, siger Gøren Søgard Johannesen.

VM starter onsdag, og Danmark spiller første kamp fredag mod Bahrain.