VM håndbold

'En af verdens bedste forsvarsspillere' misser starten på VM

Den brasilianske VM-lejr er ramt af syv corona-tilfælde i den afsluttende optakt til VM.

Brasiliens største stjerne, Thiagus Petrus, går som minimum glip af starten på VM.

Barcelona-profilen er tirsdag blevet testet positiv for coronavirus - dagen før afrejse fra sydamerikanernes træningslejr i Portugal til slutrunden i Egypten. Det oplyser Brasiliens håndboldforbund på sin hjemmeside.

Ifølge TV 2 SPORTs håndboldekspert Bent Nyegaard er det en altafgørende spiller, brasilianerne ikke kan gøre brug af.

- Det er deres største og vigtigste spiller overhovedet. Han er blandt verdens allerbedste forsvarsspillere og har været det i flere år. Han er i min top-5 over bedste forsvarsspillere.

- Det viser han hver dag ved at være det absolutte midtpunkt i Barcelonas forsvar sammen med Fabregas. Og det gør man ikke bare sådan lige. Ham bliver Brasilien kede af at må undvære, siger Nyegaard.

I alt syv personer er smittede i Brasiliens VM-lejr, blandt andre også landstræner Marcus Tatá.

Det brasilianske medie UOL skriver, at alle smittede dog gerne må rejse til VM efter en karantæne, såfremt coronatesten til den tid er negativ.

Skidt billede tegner sig

Ifølge portugisiske sundhedsmyndigheder lyder karantænen på 14 dage.

Foruden Petrus og landstræneren er yderligere målmanden Leonardo Terçariol og fire stabsmedlemmer blevet smittet. En ny målmand er indkaldt, ifølge Globo.

Nyheden om smitteudbruddet hos brasilianerne kommer samme dag, som USA meldte om hele 18 smittede spillere, der heller ikke kommer til VM.

- Der begynder at tegne sig et billede af, at det ikke er helt godt. Det er, som vi har frygtet, når folk skal rejse ind fra flere verdenshjørner, siger Bent Nyegaard.

VM starter onsdag aften.