VM håndbold

Førstereserve overtager Tjekkiets VM-plads

Nordmakedonske medier glæder sig over, at deres nation nu skal til VM på en afbudsbillet.

En af verdens bedste håndboldspillere skal alligevel pakke sin håndboldtaske og spille VM.

Kiril Lazarov og resten af det nordmakedonske landshold har nemlig takket ja til pladsen i verdensmesterskabet, efter at Tjekkiet har trukket sig.

Det bekræfter Det internationale håndboldforbund (IHF).

Nordmakedonien fik pladsen som førstereserve på grund af sin 15.-plads ved EM i 2020.

TV 2 SPORT har talt med IHF, der oplyser, at de for flere dage siden har varslet reservenationerne om, at der kan blive brug for dem. Derfor har det nordmakedonske landshold opholdt sig i en boble i snart en uge.

Nordmakedonerne flyver til Egypten onsdag. Det oplyser de til TV 2 SPORT.

Kommer der endnu et afbud til turneringen, står henholdsvis Schweiz, Holland og Montenegro klar i køen.

VM i håndbold vises direkte på TV 2 og TV 2 PLAY. Se hele vores sendeplan her.

Ekspert: Nordmakedonien har et fint hold

Ifølge TV 2 SPORTs håndboldekspert Bent Nyegaard kan Nordmakedonien gøre en god figur ved slutrunden.

- Nordmakedonien er et fint hold, og havde jeg været førstereserve, havde jeg nok holdt mig klar med en samling eller to, for de har jo vidst, at netop den her mulighed var sandsynlig, siger han.

Tjekkiet skulle have spillet sin første kamp ved VM mod Sverige torsdag aften. IHF melder ikke noget om, hvorvidt det stadig er planen.

Makedonsk medie: 'Dejlig januar'

Lige meget hvad er der stor glæde at spore hos de nordmakedonske medier, hvor det helt naturligt fylder alt.

'Dejlig januar, skriv tidspunktet ned: Makedonien åbner mod Sverige', skriver Sportmedia.mk.

'Der er ikke tid til at vente. Den første kamp er mod verdens femtebedste hold', skriver Sportclub.mk.

'Tjekkiet trækker sig fra VM! Makedonien pakker', skriver Balkan-Handball.

Nordmakedoniens bedste resultat ved VM er en niendeplads. Det bliver deres syvende deltagelse ved verdensmesterskaberne.