VM håndbold

Tjekkiet trækker sig fra VM

Det tjekkiske landshold skulle have spillet mod Sverige torsdag aften.

Tjekkiets håndboldherrer skal ikke til VM i Egypten grundet mange positive coronaprøver.

Det har landsholdet meddelt på et pressemøde tirsdag aften og har ligeledes meddelt det på sin Facebook-side.

- Vi har gjort vores bedste for at komme med til VM, men vi kom til den konklusion, at det simpelthen ikke er realistisk, siger tjekkernes landstræner, Jan Filip.

Nordmakedonien er førstereserve og kan altså nu overtage tjekkernes plads ved slutrunden, der begynder onsdag. Det har de takket ja til.

Tjekkiet var i gruppe med Chile, Sverige og Egypten og skulle have åbnet sin VM-kampagne med en kamp mod Sverige tirsdag aften klokken 20.30.

Kun fire spillere havde grønt lys

Det tjekkiske landshold har længe været præget af positive coronatilfælde. Den 6. januar kom det frem, at 11 spillere havde afleveret en positiv coronaprøve.

Disse har bredt sig som ringe i vandet og har fået konsekvenser for flere og flere på holdet. Det fortæller de på tirsdagens pressemøde.

Inden afrejse betød det, at kun fire spillere havde fået grønt lys til at rejse til Egypten. Heller ikke landstræner eller assistenttræner kunne tage turen til Cairo.

VM i håndbold vises direkte på TV 2 og TV 2 PLAY. Se hele vores sendeplan her.

USA trækker sig også

Også det amerikanske hold har følt sig nødsaget til at melde fra til VM i håndbold på grund af for mange positive coronaprøver.

Det meddeler Det internationale håndboldforbund (IHF) på sin hjemmeside.

Schweiz overtager amerikanernes plads i mesterskabet, fordi de var andenreserve. Tidligere på dagen overtog Nordmakedonien pladsen fra Tjekkiet, der også måtte melde afbud.

Tidligere tirsdag kunne USA melde om intet mindre end18 smittede spillere samt landstræner Robert Hedin.