VM håndbold

- Det lignede et gedemarked ved morgenmaden, siger Møllgaard

Det har været en lettere kaotisk start på det danske VM i Egypten, når det gælder de nødvendige coronarestriktioner.

Sikkerhed og tryghed. To nøgleord ved håndboldens VM i Egypten, der spilles i Kairo i disse dage, mens en pandemi for alvor raser hen over kloden.

Derfor er det også essentielt, at de 'bobler', som holdene skal leve under de næste 18 dage, fungerer, så slutrunden ikke vil strande midt i en smittekæde.

Men det er ikke imponerende, det som det danske landshold har oplevet siden ankomsten tirsdag.

- Da vi stod til morgenmaden i morges, lignede det mest af alt sådan et gedemarked. Der var hold overalt, fortæller landsholdets Henrik Møllgaard til TV 2 SPORT.

- Der var også hold i den samme buffet, som vi spiser af, som vi ellers var blevet lovet ikke ville ske. Så jeg håber selvfølgelig, at den her virus er blevet ude og ikke kommer med ind, for så gør vi selvfølgelig tingene noget lettere for os selv.

Bekymret over test-procdure

Men det vækker bekymring hos DHF's sportschef, Morten Henriksen, at man ikke har styr på testproceduren. Efter en melding med, at holdene skal testes hver anden dag, kom der pludselig en kontramelding. Og så kan korthuset nemt vælte, mener sportschefen.

- Vi har sat vores store lid til, at de ting, vi har fået at vide, de skulle være i orden. Der har været mange ting, vi har koncentreret os omkring, for at sikkerheden skulle være i orden både for spillere og ledere hernede.

- Så når der bliver stillet spørgsmålstegn ved sådan en vital ting som test-regi, så bliver man bekymret. Også fordi vi er rigtig mange mennesker i den her boble, der går rigtig meget op og ned ad hinanden. Måske også lidt for meget op og ned ad hinanden.

Den danske delegation har haft fat i det internationale håndboldforbund (IHF), og nu virker det som om, teststrategien skulle være tilbage til det udmeldte.

- Heldigvis efter en lidt afklarende snak med IHF, så har alle os fundet ud af, at test foregår ved 48. time, fortæller Morten Henriksen.

Hvad Henrik Møllgaard angår, så regner den erfarne landsholdsspiller med, at det handler om at få justeret 'boblen', som det danske hold befinder sig i. For at finde det rette leje.

- Vi skal selvfølgelig passe rigtig, rigtig godt på hinanden. Og det virker som om, at vi lige skal have kalibreret, hvordan den her boble skal fungere.

TV 2 SPORTs reporter Heidi Møller Eskildsen fortæller om coronasikkerheden ved VM i håndbold. Video: TV 2 SPORT

Lover forbedringer

For at hjælpe finjusteringen af forholdene på vej, så har den danske ledelse lige klappet tingene af en ekstra gang med IHF. Og ellers så tager danskerne deres egne forholdsregler under vanskelige forhold.

- Vi er heldigvis i en god og løbende dialog med IHF om forbedringer. Har så sent som i dag fået lovet forbedringer i forhold til bespisningssituationen, siger sportschefen.

- Og så gør vi alt det, vi kan i forhold til at holde os mest muligt på vores egen etage, som vi heldigvis har, også med et fantastisk fællesrum, vi har fået indrettet. Og på den måde prøver vi at undgå de risici, der måtte være.

Holder det danske hold sig fri fra smitte, så åbner de deres vej mod et VM-forsvar på fredag mod Bahrain.