VM håndbold

Forudseende reserver var klar og forberedt på corona-VM

Nordmakedonien blev kastet ind i VM, da Tjekkiet meldte afbud. Men de kommer ikke på bar bund. De sad derhjemme og ventede.

Det kan godt være, de først fik VM-billetten i absolut sidste øjeblik.

- Vi fik invitationen i sidste øjeblik i går aftes (tirsdag, red.). Vi var hjemme.

Men det betyder ikke, at stjernen Kiril Lazarov og hans nordmakedonske holdkammerater kommer til Kairo på en fuldstændig bar bund. For de gik faktisk og ventede på, der ville indløbe et afbud.

- Vi ventede på invitationen på grund af coronasituationen. Nu er vi her. Vi er klar til at spille, for vi har været samlet siden den 3. januar, siger Lazarov til TV 2 SPORT.

- Vi har været samlet, fordi vi var førstereserve, og vi spillede to testkampe hjemme i Skopje mod Chile. Vi vidste, at vi havde muligheden for at komme her i sidste øjeblik. Det var vi forberedt på, og vi er her nu. Vi er klar.

Eller det vil sige klar og klar. Det kan godt være, Nordmakedonien var klar til at rejse mod Egypten, da Tjekkiet valgte at trække sig fra VM med for mange smittede i truppen. Men de er ikke ligefrem klar på det taktisk plan forud for deres åbningskamp mod Sverige torsdag.

- Vi har ikke tid til at forberede kampen. Men sådan er situationen, og det accepterer vi. Kampen mod Sverige er en meget svær kamp for os. Vi vil forsøge at overraske, og så må vi se, forklarer højrebacken, der til daglig spiller for Nantes i Frankrig.

- Vi aner intet om Sverige. Men på flyet så jeg, at Sverige har problemer med nogle spillere fra deres startopstilling, så måske det er vores chance for at overraske. Men Sverige er Sverige, og vi ved, de har historie og traditioner, hvad håndbold angår. Men i håndbold er overraskelser mulige.

For Lazarov selv så er der noget passende ved, at han igen skal spille et VM i Egypten. For i en alder af 40 år, så kan dette års VM være den fineste sløjfe, som han kan binde for sin karriere ved slutrunden.

- Jeg var med første gang i '99. Mit første VM med Makedonien var i Egypten – og så måske også det sidste.

- Jeg er ikke ung længere, men jeg har erfaring. Jeg forventer, vi skal spille seks kampe, og det vil være vanskeligt for mig at spille så mange kampe på otte-ni dage, men vi har andre spillere, der kan træde til. Og jeg er bare glad for at være her i det, der måske er min sidste mulighed for at spille et VM.