VM håndbold

Fransk stjerne erkender: - De tider er forbi

Paris Saint-Germain-spilleren Nedim Remili slår fast, at Frankrig går efter en VM-medalje, selvom holdet er i resultatmæssig krise.

Selvom vi kun skal to år tilbage for at finde nationens seneste medalje, er de gyldne dage som stormagt forbi.

Frankrig indtog for knap 30 år siden håndboldens verdensscene og er 20 gange rejst hjem med medaljer om halsen. Senest ved VM i 2019 - og i alt 11 gange med guld.

Men les Experts floppede fuldstændig ved EM sidste år, hvor de røg ud efter det indledende gruppespil, og optakten til VM i Egypten har været alt andet end positiv.

Alle holdets styrker er gradvist gået i opløsning

Nedim Remili

Her blev det til nederlag og uafgjort mod Serbien, der end ikke har kvalificeret sig til VM.

- Med tanke på resultaterne kan vi ikke være positive. Der er mange lektier at lære. Vi vidste, at der var meget at kigge på og opbygge et nyt hold med en ny træner, siger PSG-stjernen Nedim Remili ifølge Le Figaro.

- Det tager tid, men det er åbenlyst, at vi ikke var, hvor vi håbede. Vi havde helst rejst med stor selvtillid.

EM-fiaskoen kostede landstræner Didier Dinart jobbet. Han blev erstattet af sin assistenttræner Guillaume Gille.

'De gyldne dage er forbi'

Samtidig er den tidligere anfører Cedric Sorhaindo ikke med ved VM, ligesom superstjernen Nikola Karabatic, der er skadet.

Nationens seneste guldmedalje blev sikret på hjemmebane for fire år siden, hvor Frankrig blev verdensmester for fjerde gang ud af fem.

- Det havde været utilgiveligt ikke at vinde (VM på hjemmebane, red.). Vi var blevet skudt i offentligheden, hvis vi ikke havde vundet, siger Remili og griner.

- Men vi har i et stykke tid vidst, at landsholdets gyldne dage er forbi. Alle holdets styrker er gradvist gået i opløsning. Nu er det et nyt hold, som vi skal bygge op. Det er ikke så svært at acceptere.

Målet er en medalje

Samtidig løfter Remili pegefingeren over for folket og pressen, hvis forventninger bliver skruet for voldsomt op.

- Målet skal fortsat være at vinde eller i hvert fald at vinde en medalje, selvom vi som kollektiv ikke er lige så klar som andre nationer. Vi er i en overgangsperiode, siger han.

- Nogle har svært ved at acceptere, at et fransk hold kan gennemgå sådan en periode. For dem skal vi altid være perfekte. Det gælder også journalister.

- Holdet er forandret, og homogeniteten i sporten betyder, at der ikke længere er ét hold, der dominerer så meget.

Frankrig får en ilddåb af dimensioner, når de i første VM-kamp torsdag står over for Norge. Holdene er i gruppe med Østrig og Schweiz. Sidstnævnte har erstattet coronaramte USA i turneringen.

VM i håndbold vises direkte på TV 2 og TV 2 PLAY. Se hele vores sendeplan her.