Håndbold

VM's kriseplan: Hvad sker der, hvis coronaen rammer flere hold?

Så længe et hold kan stille med minimum 10 spillere - herunder én målmand - bliver kampene ved VM gennemført.

Inden den første bold overhovedet er kastet ved håndbold-VM i Egypten, er turneringen blevet hårdt ramt af coronapandamien i verden.

Både Tjekkiet og USA trak sig tirsdag fra turneringen på grund af adskillige corona-tilfælde blandt spillere og ledere og rejser slet ikke til Egypten, hvor afløserne - Nordmakedonien og Schweiz - til gengæld ankommer onsdag.

IHF - det internationale håndboldforbund - har allerede før slutrunden lagt en kriseplan, der skal sikre, at VM-turneringen bliver gennemført på trods af coronaens hærgen i verden.

Kriseplanen er på i alt 30 sider og indeholder en række beslutninger om, hvad IHF gør, hvis coronaen rammer.

Reserveholdslisten

IHF har udpeget seks hold, som kan komme i spil til VM-turneringen, hvis et hold må trække sig. Alle seks er europæiske nationer - ifølge IHF fordi de regerende verdensmestre fra Danmark er fra Europa.

Det er forklaringen på, at fx USA ikke er blevet erstattet af et andet hold fra samme kontinent.

De seks hold på reservelisten er:

  1. Nordmakedonien (nummer 15 ved EM 2018)
  2. Schweiz (nummer 16 ved EM 2018)
  3. Holland (nummer 17 ved EM 2018)
  4. Montenegro (nummer 18 ved EM 2018)
  5. Ukraine (nummer 19 ved EM 2018)
  6. Serbien (nummer 20 ved EM 2018)

Ny lodtrækning kan komme i spil

Hvis seks hold eller flere melder afbud til VM og bliver erstattet af andre hold, har IHF ret til at lave en ny lodtrækning og et nyt kampprogram.

Det samme kan ske, hvis fire hold eller mere er nødt til at trække sig på sent, at IHF ikke kan nå at erstatte dem med andre hold.

Ingen VM-kampe bliver udsat

IHF slår også fast, at ingen kampe ved VM bliver udsat på grund af corona.

  • Hvis et hold ankommer for sent til Egypten - enten på grund af rejseudfordringer eller coronatilfælde på holdet - bliver holdet taberdømt i første kamp med cifrene 0-10.
  • Når holdet heller ikke frem til kamp to, bliver holdet udelukket fra hele VM-turneringen og taber alle kampe med 0-10.
  • Hvert hold skal kunne stille med minimum 10 spillere - herunder én målmand - én træner og én læge eller fysioterapeut til hver VM-kamp. Kan et hold ikke det, bliver det taberdømt med cifrene 0-10.

På grund af coronasituationen har IHF også lavet særregler for udskiftning i trupperne under VM, så hvert hold får markant flere muligheder for at skifte ud i trupperne undervejs.

Foreløbig er der ingen meldinger om coronatilfælde blandt de hold, der er ankommet til Egypten og trådt ind i VM-boblen, hvor alle hold, officials, frivillige og pressefolk er isolerede fra resten af befolkningen i Kairo - og efter planen bliver PCR-testet for corona hver tredje dag.

VM-turneringen begynder onsdag aften, når de egyptiske værter møder Chile. Danmark spiller sin første kamp fredag, hvor modstanderen er Bahrain.

VM i håndbold vises direkte på TV 2 og TV 2 PLAY. Se hele sendeplanen her.