VM håndbold

Landstræneren har udvalgt de 16 spillere til VM-premieren

Nikolaj Jakobsen regner med at skifte mere ud til denne slutrunde end tidligere, men lover ikke spilletid til truppens 20 spillere.

I Kairo sidder der 20 håbefulde håndboldspillere med dansk pas.

Alle ønsker de at komme i kamp, når Danmark fredag tager hul på verdensmesterskabet mod Bahrain.

Der er ingen tvivl om, at I kommer til at se mig skifte mere end tidligere

Nikolaj Jacobsen, landstræner

Landstræner Nikolaj Jacobsen ved allerede, hvilke fire han kommer til at skuffe.

- De kommer til at vide det senere i dag. Nu skal vi lige træne – og folk skal træne ordentligt – og så vil der komme en besked senere, siger Nikolaj Jacobsen til TV 2 SPORT torsdag formiddag.

Der gælder særlige regler for årets VM, hvilket giver hver landstræner lov til at tage 20 spillere med modsat de normale 16.

- Men det er ikke ens betydende med, at 20 spillere kommer i kamp. Det er ikke udgangspunktet i første omgang. Der er udgangspunktet at spille med dem, der skal bruges til at vinde, slår Nikolaj Jacobsen fast.

Flere udskiftninger end normalt

De nye regler gør det imidlertid muligt at skifte frit fra kamp til kamp.

Hvor der tidligere har været et begrænset antal udskiftninger, kan Nikolaj Jakobsen og trænerkollegerne altså vælge frit fra 20 mands-trupperne denne gang. Derudover sidder 15 reserver klar i Danmark.

Den danske landstræner slår allerede inden slutrunden fast, at han vil være flittig med udskiftningerne.

Særligt fordi han i fraværet af profiler som Rasmus Lauge og Henrik Toft ikke har idealopstillingen klar fra start.

- Der er ingen tvivl om, at I kommer til at se mig skifte mere end tidligere. Hvor jeg vidste, hvad jeg havde i en opstilling med Lauge, Mensah og Hansen, så kommer jeg nok til at lede mere efter opstillingerne her, siger Nikolaj Jakobsen.

- Vi har også flere uprøvede kræfter med, så man kan ikke forvente, at de bare går ind fra dag ét og leverer stabilt til en VM-slutrunde, lyder det fra landstræneren.

I første omgang gælder det for Danmark om at slå Bahrain, DR Congo og Argentina i det indledende gruppespil.

VM i håndbold vises direkte på TV 2 og TV 2 PLAY. Se hele sendeplanen her.