VM håndbold

TV 2-tekniker testet positiv ved VM

TV 2-medarbejderen blev testet fredag, fordi han skal rejse hjem til Danmark lørdag. 

En TV 2-tekniker, som er i Egypten i forbindelse med VM i håndbold, er testet positiv for COVID-19. Den pågældende var syg af corona i begyndelsen af december og er siden raskmeldt, og derfor kan den positive test skyldes gammelt spor af coronavirus.

Den pågældende medarbejder, der blev testet med en følsom PCR-test i forbindelse med sin planlagte hjemrejse lørdag, er sendt i frivillig isolation på sit hotel i Egypten.

Hans kolleger på TV 2-holdet har planlagt testtid lørdag morgen, som forsøges fremskyndet. TV 2 afventer svar fra de lokale myndigheder om, hvordan og hvornår teknikeren kan komme hjem til Danmark.

TV 2-teknikeren har ikke været nær kontakt til håndboldspillere. TV 2 har orienteret Dansk Håndbold Forbund om situationen, og herfra er man klar til fortsat samarbejde med TV 2s medarbejdere under overholdelse af de almindelige sikkerhedsforanstaltninger – to meters afstand og brug af mundbind.

- Vi følger situationen nøje, men vi oplever ikke, at vores medarbejdere i Egypten er nervøse. Fra TV 2s side har det hele tiden været frivilligt, om man ville af sted til Kairo, og det er fortsat frivilligt, om man vil blive eller vil hjem, siger chefredaktør John Jäger, TV 2 SPORT.

TV 2-medarbejderen blev testet, fordi han skal rejse hjem til Danmark lørdag.