VM håndbold

Emil Jakobsen sendt i isolation på andet hotel

Den danske landsholdsfløj venter stadig på at få taget en tredje coronatest. Så længe han er positiv, får han ikke lov at spille.

Emil Jakobsen har forladt den danske VM-lejr i Kairo.

Ikke med hverken hans eller den danske delegations gode vilje, men da VM-arrangørerne coronaprotokol foreskriver, at personer, der er testet positiv i to tests i træk, skal fjernes fra VM-boblen, blev den danske landsholdsfløj lørdag formiddag hentet af en ambulance og kørt væk fra Hotel Marriott, hvor det danske hold bor.

- Det var ikke med blå blink og så videre. Det er bare sådan, protokollerne er, siger Dansk Håndbold Forbunds sportschef Morten Henriksen og understreger, at Emil Jakobsen har det godt.

- Han meddelte mig, at det største problem, han havde lige nu, var, at han ikke kunne få HDMI-stikket til Playstation til at fungere ordentligt i fjernsynet på værelset, smiler sportschefen.

Emil Jakobsen er nu to gange testet positiv for coronavirus efter ankomst til Egypten, og selv om den danske lejr har en mistanke om, at de positive tests skyldes, at GOG-fløjen i november også var ramt af corona, kommer han ikke i kamp, før han har testet negativ to gange på 48 timer.

Selvom det europæiske håndboldforbund EHF tidligere på sæsonen har tilladt tidligere-coronaramte spillere at spille kampe i EM-kvalifikationen, selv om de stadig testede positiv, så er det internationale håndboldforbund IHF umiddelbart ikke indstillet på at indføre samme praksis til VM.

- Vi er blevet lovet, at de kigger på det, og vi håber selvfølgelig, at det kan være en mulighed. Omvendt skal vi også hele tiden huske, at der kan også være en risiko på, at det er en ny infektion. Så det er en rigtig svær situation - både for IHF, egypterne og os at stå i, forklarer Morten Henriksen.

Foreløbig venter den danske VM-lejr på, at Emil Jakobsen kan blive testet for tredje gang. Jo før jo bedre.

- Emil er blevet tjekket i hoved og.... på et hospital først, hvor alt skulle være i orden. Det eneste, de valgte ikke lige at gøre, var at tage en podepind ned i halsen eller op i næsen på ham, siger sportschefen.

- Så han er desværre ikke blevet testet endnu, selv om det har været vores prioritet et.

TTH Holstebro-fløjen Magnus Bramming har allerede fået besked på at pakke tasken, tage en PCR-test og holde sig klar i Danmark. Han kan når som helst blive bedt om at køre mod lufthavnen.

- Lige nu er det ren praktik. Vi skal have fuldstændig overblik over, hvad der skal til, før Magnus kan træde ind, og vi skal have styr på, hvad der skal til, før Emil kan træde ind. Og så er der en landstræner, der skal vurdere, hvad han vil gøre, siger Morten Henriksen.

Ifølge VM's coronaprotokol skal Magnus Bramming have en negativ PCR-test, der er maksimalt 72 timer gammel, for at få lov at lande i Kairo, hvor han så igen vil blive både quick- og PCR-testet. Og så skal han i isolation, indtil der er kommet negative svar på de to tests fra lufthavnen.

Det er dog næppe sandsynligt, at han kan nå frem og være spilleklar allerede mod DR Congo søndag.

- Så skal vi da i hvert fald til at have fat i et privatfly. Og der tror jeg - uanset hvad landstræneren ønsker - at jeg nok smækker pengekassen i, smiler Morten Henriksen.

Danmark møder DR Congo søndag klokken 20.30 dansk tid, og du kan se kampen direkte på TV 2 og TV 2 PLAY. Se hele sendeplanen her.