VM håndbold

Gidsel rejste hjemmefra som 15-årig og tog 40 kilo på

Mathias Gidsel har løftet mange vægte for at blive stor nok til at kunne klare sig i elitehåndbold.

En 21-årig gut har taget VM med storm.

Med en imponerende præstation og hele ti scoringer strålede slutrundedebutanten Mathias Gidsel, da håndboldlandsholdet besejrede Bahrain 34-20 fredag aften.

Jeg har haft rammerne, så jeg bare kunne træne, træne og træne, til jeg var ved at brække mig

Mathias Gidsel

Indsatsen indbragte ham titlen som kampens bedste spiller og markerede et regulært lyngennembrud for en mand, der spillede sin første A-landskamp for blot to måneder siden.

Men Gidsel er ikke uvant med at være tidligt ude. Han flyttede hjemmefra, da han blot var 15 år gammel.

Planen var egentlig at tage et enkelt år på efterskole i Oure, som så mange andre unge. Men livet i det sydfynske håndboldmekka viste sig at være så dragende, at han aldrig flyttede hjem til Vestjylland igen.

- Min drøm var at komme på efterskole og kombinere det med at spille lidt håndbold. Men det ene år blev til to og derefter til fem. Jeg var bare så glad for livet på Oure, og så udviklede håndbolden sig mere og mere seriøst, siger Gidsel.

- Jeg tror, at jeg ringede hjem hver anden dag de første par måneder og bad om at komme hjem, men det fik jeg ikke lov til. Selvfølgelig har jeg savnet familien og livet derhjemme.

- Men på et tidspunkt indså jeg, at Oure var det rigtige sted at være, hvis man gerne ville blive en dygtig håndboldspiller, siger Mathias Gidsel.

Jeg havde ikke set, at det kunne komme så hurtigt fra Mathias Gidsels, så han overrasker mig markant

Claus Møller Jakobsen, håndboldekspert TV 2 SPORT

Skal styrketræne lidt mere end andre

En dygtig håndboldspiller er han blevet. I GOG satte han sig hurtigt på pladsen som højre back, da forgængeren Niclas Kirkeløkke rejste til Tyskland.

Og efter sine bedrifter fredag aften ligner han også et førstevalg på VM-holdet.

Mathias Gidsel har altid være lidt mindre end sine holdkammerater.

Men vejen til toppen har krævet utallige timer i fitnesscentret og enorme mængder mad. Mathias Gidsel er i dag 40 kilo tungere, end han var, da han for knap syv år siden forlod familien i Skjern.

- I de senere år har jeg indset, at der skal hårdere arbejde til, end hvad jeg tidligere lagde i det. Jeg har "donget" mig selv i hovedet med, at jeg skulle være større og stærkere, og det har krævet helt vildt meget ekstra træning, når de andre var taget hjem, siger han til TV 2 SPORT.

- Jeg har haft rammerne, så jeg bare kunne træne, træne og træne, til jeg var ved at brække mig. Det handlede om at ruste kroppen bedre til at kunne være med på liganiveau, siger Mathias Gidsel.

Ifølge TV 2 SPORTs håndboldekspert Claus Møller Jakobsen er Gidsel et godt eksempel på, at håndbold bliver spillet med hovedet og benene.

- Han har utrolig hurtige ben og er en utrolig klog spiller. Han bidrager med noget fart og intellekt, og det opvejer indtil videre hans manglende fysik. Hvis han retter sig op, er han jo ikke så klejn, siger håndboldeksperten.

- Jeg havde ikke set, at det kunne komme så hurtigt fra Mathias Gidsel, så han overrasker mig markant.

Mathias Gidsel scorede 10 mål på 11 afslutninger mod Bahrain.

Tog rigtig fart under coronapausen

Meget positivt er der ikke at sige om forårets coronanedlukning, som blandt andet betød, at håndboldsæsonen blev afblæst i utide.

Men Gidsel betegner perioden som en slags gennembrud for hans krop. Pludselig var der tid til at bygge muskler på den 190 centimeter lange figur.

- Det er lidt forbudt at sige, men coronasæsonen var god for mig, da jeg fik styrketrænet meget og taget kilo på, så jeg er bedre rustet, end jeg har været før, siger han til TV 2 SPORT.

- Det har krævet hårdt arbejde, og det er også derfor, jeg kan sidde og sige, at jeg er stolt af mig selv. Men der er mere arbejde forude.

Belønningen kom på håndboldbanen. I ligaen var han en stor profil i efteråret. Og nu er han altså også tordnet ind på landsholdet.

Hans idol blev vraget

Her har han overhalet sit GOG-forbillede Niclas Kirkeløkke, som blev vraget, da landstræner Nikolaj Jacobsen udtog sit VM-hold.

- Det er lidt mærkeligt, men det da et kæmpe skulderklap.

- Jeg har altid set op til Niclas. Det har altid været manden, jeg skulle indhente for at blive førstevalg. Han er jo vildt dygtig, og det har krævet meget at komme op på hans niveau, siger Mathias Gidsel.

Sammen med landsholdkammeraterne skal han på banen igen søndag, hvor Danmark skal møde DR Congo i holdets anden VM-kamp.

VM i håndbold vises direkte på TV 2 og TV 2 PLAY. Se hele vores sendeplan her.