VM håndbold

'Tossede' VM-dage for Danmark: - Alle kan se, hvad der foregår

Landstræner Nikolaj Jacobsen fortæller, at man ikke vidste, hvem der kunne spille kort før afgang til hallen inden Danmarks første VM-kamp.

I store dele af optakten til VM i håndbold har snakken handlet om alt muligt andet end håndbold.

Under de første dage ved slutrunden i Egypten har fokus i stedet været rettet mod den usikkerhed, som coronavirussen har skabt med op til flere positive tilfælde - heriblandt danske Emil Jakobsen.

Emil ligger derhjemme og er lidt rundtosset over, at han måske har fået corona igen

Nikolaj Jacobsen

Men at optakten har været kaotisk var ikke til at se, da Danmark fredag aften fik en perfekt åbning på VM med en sejr på 34-20 over Bahrain.

Danmarks landstræner, Nikolaj Jacobsen, fortæller dog, at usikkerheden og tilstandene inden kampen var noget, der fyldte i en grad, man normalt ikke ser ved en slutrunde.

- Det har været nogle lidt tossede dage. Vi kan alle sammen godt se, hvad der foregår. Det er ikke alt, der følger den protokol, der er sendt ud, så derfor kommer det også meget til at handle om alt muligt end håndbold, siger Nikolaj Jacobsen til TV 2 SPORT.

Landstræneren henviser til, at der under VM er nedsat en række strikse protokoller, som spillere, trænere, stabsmedlemmer og andre personer med tilknytning til slutrunden skal følge. Protokoller, der flere gange har vist sig ikke at blive overholdt.

Fik positiv coronatest på kampdagen

På dagen for Danmarks første kamp ved VM blev landsholdet pludselig ramt af et chok, da nyheden om at slutrundedebutanten Emil Jakobsen tikkede ind. Han havde afleveret en positiv coronatest - to måneder efter, han testede positiv for første gang.

Det medførte, at GOG-spilleren og hans værelseskammerat, Morten Olsen, straks blev isoleret. Mens Emil Jakobsen under ingen omstændigheder kunne nå at komme i aktion mod Bahrain, var tilfældet en anden for Olsen, der med en negativ test ville få grønt lys.

Grønt lys blev der givet, men det kom i sidste øjeblik.

- Vi fik at vide et kvarter før, vi skulle køre, at Morten Olsen kunne spille. Ellers vidste vi ikke, om han kunne være med. Emil ligger derhjemme og er lidt rundtosset over, at han måske har fået corona igen, siger Nikolaj Jacobsen.

Det er endnu uvist, om Emil Jacobsen rent faktisk har fået coronavirus igen, eller om de to positive tests, som han nu har afleveret, skyldes, at virusset stadig kan spores i kroppen uden at smitte.

Hjemme fra hotelværelset kunne den unge fløjspiller følge sine holdkammerater, der levede op til favoritværdigheden og uden problemer sikrede to point i den første kamp, og det glæder Nikolaj Jacobsen.

- Jeg er glad for, at drengene gik ind og leverede så koncentreret en indsats, siger landstræneren.