VM håndbold

- En drengedrøm er gået i opfyldelse, siger debutant

De danske håndboldherrer er sikre på en plads i mellemrunden efter søndagens sejr over DR Congo.

Helt som ventet formåede DR Congo ikke at udfordre Danmark, da de søndag aften mødtes i VM's anden spillerunde.

De danske håndboldherrer var i fuld kontrol fra start til slut og vandt kampen med suveræne 39-19. Landstræner Nikolaj Jacobsen fik mulighed for at få hele truppen i spil. Heriblandt Emil Nielsen, der fik slutrundedebut for Danmark.

- Det er fedt. Det er jeg glad for. Det er en drengedrøm, der går i opfyldelse. Jeg er meget glad, siger den danske målmand til TV 2 SPORT.

Emil Nielsen blev kåret som kampens spiller.

Nikolaj Jacobsen var efter kampen godt tilfreds med den danske indsats.

- Jeg synes, vi stort set hele kampen dækker rigtig fint. I starten kom der et par tekniske fejl. Vi skulle lige i gang. Men ellers spiller vi fin håndbold. God fart. Det var også fint i 2. halvleg. Vi holdt koncentrationen hele vejen, selvom der til sidst kom lidt tekniske fejl, men det skal der være plads til, når man fører så stort, siger landstræneren.

Fik brugt alle spillere

De danske stjernespillere Niklas Landin og Mikkel Hansen blev helt sparet i aftenens kamp.

- Det var rigtig fint at få brugt alle spillere og så også få givet to spillere, der skal trække et stort læs senere, lidt pause i dag, siger Nikolaj Jacobsen.

Resultatet betyder, at Danmark nu ikke kun er sikre på en plads i mellemrunden. De er også sikre på at få minimum to point med videre.

Argentina er modstanderen i Danmarks sidste kamp i det indledende gruppespil i det, der bliver et direkte opgør om gruppesejren.