VM håndbold

Fik hilsen fra NBA-legende – dansk modstander er gået viralt

Gauthier Mvumbi Thierry er ikke en helt almindelig stregspiller og har fået meget opmærksomhed på DR Congos VM-hold.

Officielle VM-statistikker er som telefonsælgere, der ringer fra mystiske udenlandske numre. Du skal nok ikke stole alt for meget på dem.

Og enten var der et problem med VM-arrangørernes badevægt, da DR Congo-spillerne blev vejet ind til VM-turneringen, eller også har Gauthier Mvumbi Thierry - som så mange andre gennem tiden - pyntet en smule på sit cv.

Det kræver i hvert fald ikke mange blikke på den 26-årige stregspiller fra DR Congo for at konstatere, at hans officielle vægt på 89 kilo på VM's hjemmeside nok lige er en vægtklasse eller to under virkeligheden.

Men selv om stregspilleren har fået meget opmærksomhed efter DR Congos første VM-kamp mod Argentina på grund af sin størrelse, har han vundet sportslig respekt hos TV 2 SPORTs eksperter.

- Han var et overvældende syn, men det lette træk på smilebåndet blev til respekt, da jeg så ham spille. Han er en dygtig stregspiller, som trods sin størrelse bevæger sig udmærket, mener den tidligere danske landsholdsspiller Claus Møller Jakobsen.

- Indtil videre har han lavet fire mål mere til et håndbold-VM, end de fleste andre nogensinde kommer til. Og så er han beviset på, at man kan begå sig i håndbold som både størrelse M, XL og minitelt, hvis man har evnerne og viljen, mener TV 2 SPORT's ekspert.

Har fået personlig hilsen fra Shaquille O'Neal

Gauthier Mvumbi Thierry spiller til daglig i den fjerdebedste række i Frankrig, men i DR Congos første VM-kamp nogensinde leverede han fire mål på fire forsøg - tre gange fra stregen og én gang på et stående skud.

- Mvumbi viste sig at være en fortræffelig håndboldspiller. Fysionomien til trods var han meget agil, og selv om perioderne var korte, overbeviste han mig om hans kvaliteter.

- Ubesværet håndterede han afslutninger med fald i feltet, og prikken over i'ét var selvfølgelig, da han lige accelererede med et stående hug, da det argentinske forsvar ikke var kommet på plads. Mr. 100 procent skulle ikke træne ret meget, før han ville få endnu større betydning og klare sig på endnu højere niveau, mener ekspertkommentator Bent Nyegaard.

Shaquille O'Neal i kamp for Los Angeles Lakers i 2002

Gauthier Mvumbi Thierry er da også allerede blevet noget af en kultfigur på nettet, og på Instagram er han blevet sammelignet med basketball-legenden Shaquille O'Neal. Den 2 meter og 16 centimeter høje O'Neal vejede undervejs i sin karriere op i nærheden af 150 kilo, men var alligevel en dominerende spiller og nåede at vinde fire NBA-mesterskaber i USA.

Og Gauthier Mvumbi Thierry er alt andet end ked af sammenligningen.

Han har i hvert fald opdateret sin Instragram-konto, så han nu præsenterer sig selv om 'Shaq of Handball'. Og Shaquille O'Neal har sågar selv sendt en hilsen til Gauthier Mvumbi Thierry efter DR Congos første VM-kamp, afslører stregspilleren i sit seneste opslag.

Danmark og DR Congo mødes søndag aften klokken 20.30 i Kairo, og du kan se kampen direkte på TV 2 og TV 2 PLAY. Se hele sendeplanen her.