VM håndbold

Fyrig, frisk og fræk: To spillere fremhæves i storsejr

TV 2 SPORTs håndboldekspert Bent Nyegaard giver karakterer til de danske spillere efter storsejren på 39-19 over DR Congo.

Det, vi snakkede om inden kampen, var at holde koncentrationen og farten i angrebet. Det lykkedes igen, igen, igen. Og det er det svære i de kampe her.

Danmark viste sig hurtigt at være meget bedre, og det stod 23-10 ved pausen. Vi holdt en effektivitetsprocent på 80, og det er sådan noget, man skal kunne – men det er også noget, der er svært i de kampe her. Det blev et koncentreret dansk landshold.

Det blev et landshold, der havde bolden et minimum af minutter, fordi de afgjorde boldene så hurtigt. Det var velorganiseret.

Morten Olsen skulle bestemme i dag, og det gjorde han rigtig, rigtig godt.

Bag det gode forsvar fik Emil Nielsen chancen hele kampen, og den greb han. Det samme gjorde Jacob Holm.

De kom ind og viste landstræneren, at de er klar.

Og lad os så komme videre til kampe, der ikke skal ende med plus 14 og 20.

Karakterer til de danske spillere

Karakterskalaen
  1. 6Høj klasse
  2. 5Klasse
  3. 4Over middel
  4. 3Middel
  5. 2Under middel
  6. 1Ikke så godt
  7. 0Dumpet
  8. UBUden for bedømmelse
  • Niklas Landin

    Målvogter

    Han kom ikke i kamp og får derfor ingen karakter. 

    UB
  • Emil Nielsen

    Målvogter

    Emil ligger meget, meget tæt på at blive kampens spiller. Han var dygtig på langskuddene, og han var dygtig på nærskud. Der var nogle meget gode langskudsredninger, og det er noget af det, han kan. Fin indsats mod skytter, som han selvfølgelig har forberedt sig på, men som han ikke ser hver dag.

    5
  • Magnus Landin

    Fløjspiller

    Han har tre på tre. Han fik lov til at få mange minutter på venstre back i forsvaret. Vigtige minutter i jagten på at komme tilbage i form. Det vil han være rigtig glad for. Han blev ikke udfordret maksimalt, men han kom ind i rytmen sammen med Simon Hald og Henrik Møllgaard.  

    5
  • Lasse Svan

    Fløjspiller

    Han scorede fire på fire og har en assist. Han fik brugt sin krop, så han kunne trække en angrebsfejl fra en congoleser en enkelt gang.  

    5
  • Johan Hansen

    Fløjspiller

    Otte på ni. Der er et par straffekast imellem. Dejlig start. Han viste sin store springkraft og var i realiteten slet ikke udfordret. Han skulle score, og det gjorde han. Han kom ind og fik starten. Og det er en test, når man får en startplads på landsholdet. Den test bestod han.

    5
  • Anders Zachariassen

    Stregspiller

    Han fik en lang periode i 2. halvleg. Han var også en del af et 1-5-forsvar, hvor han lå bag Magnus Saugstrup. Den opgave løste han rigtig godt. God timing i tingene. Tre på fire og tre assists. Der er selvfølgelig småfejl, men det må og skal der være i sådan en kamp. God præstation.

    4
  • Simon Hald

    Stregspiller

    Startede kampen, men spillede kun et kvarter. To på to og dækkede fint op. Sammen med Møllgaard det første kvarter var der rigtig god sammenhæng. De skulle lige i gang, men så var der styr på tingene. Han har virkelig fået styr på midtersektionen sammen med Møllgaard.

    4
  • Magnus Saugstrup

    Stregspiller

    Kom ind og dækkede 5-1 i 40 minutter. Det er jo noget, han kender. Det lykkedes rigtig fint. Det trækker fra, at han sjuskede på et kontraløb, hvor han lagde bolden lige ind i målmanden. Tre mål på fire forsøg.

    4
  • Henrik Møllgaard

    Bagspiller

    Han er stadig omdrejningspunkt. Det fungerer godt. God bevægelse. Jeg kunne godt tænke mig et par stop mere. Han lagde pres på det meste, og det, der ikke var pres på, tog Emil Nielsen. Han er sammen med Simon Hald rigtig god til at styre midten i forsvaret.

    4
  • Mikkel Hansen

    Bagspiller

    Kom ikke i aktion og får dermed ingen karakter. 

    UB
  • Morten Olsen

    Bagspiller

    Fik dirigentstokken i Mikkel Hansens fravær. Det gjorde han godt. Godt tempo det meste af tiden med Mathias Gidsel og Jacob Holm. Det er noget af det, han kan. Temposkift er et af hans varemærker. Sjuskede lidt med skuddene og et par tekniske fejl, men klar indikation af, at han kan dirigere og spille hurtigt.

    4
  • Mads Mensah

    Bagspiller

    Nul mål på ét forsøg. Han dækkede fint, men indimellem på kontraspillet blev han for ubeslutsom. Lavede i dag en enkelt mærkelig beslutning. Var primært med for at dække op, men han skulle være lidt skarpere på de gange, han var med fremme. Havde en enkelt større forsvarsfejl.

    3
  • Jacob Holm

    Bagspiller / Kampens spiller

    Han var jo fyrig, frisk og fræk. Og med det mener jeg, at han afgjorde stort set boldene inden for den første mulighed, der opstod. Enormt effektiv. Seks mål på otte forsøg og tre assists. Han lavede en tre tekniske fejl, men der var så meget substans i ham. Det var endnu et godt signal til Nikolaj Jacobsen om, at han er frisk.

    5
  • Lasse Andersson

    Bagspiller

    Spillede højre back i forsvaret, og det gjorde han godt. Han kan blive vigtig på den højre back. Han er fysisk stærk, og han bliver løsningen på Rasmus Lauges fravær på højre back. Så er der fart på kontraen. Der var et par gange, hvor der var for meget fart, og hvor han tog et par forkerte beslutninger. Fire gode assists på kontra. Fin kamp.

    4
  • Nikolaj Øris

    Bagspiller

    Fik de sidste 20 minutter. Tre på fire og en enkel assist. Der var ikke de store forsvarsfejl, men han måtte afgive et enkelt straffe. Godt at se ham igen. Han har kompetencer med det stående skud og den hurtige afvikling, når det hele fungerer. Han kan skyde fra alle niveauer – underhånd, overhånd og mellemhånd. Han er overhalet af Gidsel, men der kan være minutter til ham.

    4
  • Mathias Gidsel

    Bagspiller

    Han fortsatte, hvor han slap. Han lavede fire på fire og tre assist. Han blev tørret et par gange i forsvaret. Jeg ved ikke, om han har et batteri, men når man skruer op for det, så spiller han alt, hvad han kan – og det er rigtig meget i øjeblikket. Han blev lidt kæk med afleveringerne en gang, hvor den skulle gennem benene og ikke ramte, hvor den skulle. Men det ser jeg som et udtryk for, at han har mod på alt.

    5
  • Nikolaj Jacobsen

    Landstræner

    Han gik igen, igen ind og satte holdet op til at holde en effektivitetsprocent på 80. Det er ikke let. Det gjorde de. De havde en vilje og koncentration, og det kan jeg godt lide. Det er helt i hans ånd, at når man kan vinde med 20, så skal man ikke vinde med 18 eller 19. Rigtig beslutning at lade Mikkel Hansen og Niklas Landin, de to helt store, få lov til at stå over. Og så tror jeg, at Nikolaj Jacobsen har det, som jeg har det: Vi skal videre mod noget andet nu.  

    5