VM håndbold

Jacobsen afslører første dansker på holdkortet

Blandt Danmarks verdensstjerner er én spiller så godt som sikker på at blive udtaget af Nikolaj Jacobsen.

På banen står han helt ude i den ene side, men på det danske landshold spiller Nikolaj Jacobsens førstevalg en helt central rolle.

Det fortæller landstræneren, da TV 2 SPORT stiller ham spørgsmålet:

Hvem er den første spiller, du sætter på holdkortet?

- Præstationerne skal selvfølgelig være der, men det er klart, at en spiller som Lasse Svan bliver et kæmpe savn for os, når han engang vælger at stoppe, siger Nikolaj Jacobsen.

- Han er vel en af de mest respekterede spillere, vi nogensinde har haft i dansk håndbold. Han er vellidt af alle og har også en baggrund, der gør, han kan gå ind og bidrage med en masse ting.

- Han er nok den, der samler holdet allermest. Også i de perioder, hvor tingene ikke kører så godt. Han bliver svær at erstatte.

VM i håndbold vises direkte på TV 2 og TV 2 PLAY. Se hele vores sendeplan her.

Lasse Svan har indtil nu spillet 219 landskampe. Når han løber på banen søndag aften, glider han forbi Kasper Hvidt som nummer otte på listen over herrespillere med flest landskampe.

Går Danmark langt ved VM, kommer Svan også til at overhale Jesper Nøddesbo på syvendepladsen.

  1. Lars Christiansen: 338 kampe
  2. Hans Lindberg: 270 kampe
  3. Bo Spellerberg: 245 kampe
  4. Michael V. Knudsen: 244 kampe
  5. Michael Fenger: 234 kampe
  6. Erik Veje Rasmussen: 233 kampe
  7. Jesper Nøddesbo: 223 kampe
  8. Kasper Hvidt og Lasse Svan: 219 kampe
  9. Kay Jørgensen, Niklas Landin og Mikkel Hansen: 213 kampe
  10. Frank Jørgensen: 212 kampe