VM håndbold

Jacobsen laver én ændring i truppen mod Congo

Emil Nielsen er for første gang med i Danmarks kamptrup ved VM.

Nikolaj Jacobsen har udpeget de fire spillere, som ikke skal i aktion søndag mod DR Congo.

Det drejer sig om:

  • Kevin Møller (målmand)
  • Benjamin Jakobsen (stregspiller)
  • Emil Jakobsen (fløjspiller)
  • Nikolaj Læsø (bagspiller)

Venstrefløjen Emil Jakobsen er fortsat i isolation, efter at han to gange er testet positiv for coronavirus.

Benjamin Jakobsen og Nikolaj Læsø sad ligeledes over i VM-premieren mod Bahrain.

- Når Nikolaj Jacobsen ikke vælger at bringe Benjamin Jakobsen eller Nikolaj Læsø i spil til den her kamp, så kommer de næppe i kamp ved VM overhovedet, medmindre der kommer skader eller sygdom. Det var i dag, hvis de skulle have haft nogle minutter for at komme ind i turneringen, lyder det fra TV 2 SPORTs håndboldekspert Bent Nyegaard.

Til gengæld er der i truppen blevet plads til målvogteren Emil Nielsen, som erstatter Kevin Møller.

Hvis Danmark vinder aftenens kamp, er de klar til mellemrunden. Hvis de samtidig vinder den sidste gruppekamp over Argentina på tirsdag, kommer de over til mellemrunden med fire point, hvilket er maksimum.

Danmarks trup mod DR Congo

  • Målmænd: Niklas Landin, Emil Nielsen
  • Fløjspillere: Magnus Landin, Lasse Svan, Johan Hansen
  • Stregspillere: Anders Zachariassen, Simon Hald, Magnus Saugstrup
  • Bagspillere: Henrik Møllgaard, Mikkel Hansen, Morten Olsen, Mads Mensah, Jacob Holm, Lasse Andersson, Nikolaj Øris, Mathias Gidsel

Kampen mellem Danmark og DR Congo spilles søndag klokken 20.30. Den kan ses på TV 2 og TV 2 PLAY.