VM håndbold

Jakobsen testet igen - DHF har fundet flyafgang til erstatning

Emil Jakobsen blev testet søndag middag, men skal bruge to negative svar med 48 timers mellemrum for at måtte spille.

En ny mand kan tjekke ind i den danske VM-lejr allerede mandag.

Hvis Nikolaj Jacobsen vel og mærke beslutter sig for det.

Dansk Håndbold Forbund har fundet en flybillet til TTH-fløjen Magnus Bramming, så han kan flyve mod Kairo allerede mandag. Men landstræneren har endnu ikke givet tilladelsen til at lette.

Søndag ved middagstid lykkedes det endelig den danske VM-delegation at få lavet en tredje coronatest på Emil Jakobsen, der fortsat sidder i isolation på et andet hotel i Kairo end der, hvor det danske hold bor.

GOG-fløjen har det fint, men han skal kunne levere to negative coronatests med 48 timers mellemrum, før det international håndboldforbund IHF vil lade ham spille.

Derfor skal Emil Jakobsen - selv hvis den tredje test kommer tilbage negativ - have lavet endnu en test tirsdag eftermiddag, som også skal komme tilbage negativ, før den 22-årige Kerteminde-knægt kan komme på holdkortet.

Og det er tvivlsomt, om arrangørerne kan nå at analysere en coronatest taget tirsdag eftermiddag så hurtigt, at Emil Jakobsen ville kunne få grønt lys til at spille den sidste indledende gruppekamp mod Argentina tirsdag aften.

Og så er vi tilbage ved den beslutning, som Nikolaj Jacobsen skal tage - formentlig allerede søndag aften og senest mandag morgen.

Vil han satse på, at Emil Jakobsen tester negativ og kan komme i kamp mod Argentina? Eller vil landstræneren have Magnus Bramming på flyet mandag mod Kairo, så han har en gardering boende på Hotel Marriott, hvis det bliver nødvendigt?

Danskerne må gerne indkvartere en 21. spiller på hotellet, hvis de ønsker det. IHF betaler dog kun for de første 20, så regningen for Brammings ophold ender på Dansk Håndbold Forbunds bord. Men det er en økonomisk detalje, der næppe har nogen betydning overhovedet for den beslutning, som Nikolaj Jacobsen skal tage.

Hvis Magnus Bramming mandag ankommer til Kairo, bliver han både quicktestet og PCR-testet i lufthavnen ved ankomst. Hvis begge tests er negative, kan TTH-fløjen flytte ind i den danske lejr i VM-boblen.