VM håndbold

TTH-fløj skiftes ind i VM-truppen

Magnus Bramming rejser til sin anden håndboldslutrunde på to år

Magnus Bramming støder til den danske VM-lejr.

TTH-fløjen bliver sendt på et fly og lander efter planen i Kairo mandag. Det oplyser Dansk Håndbold Forbund i en pressemeddelelse.

Han indkaldes som erstatning for Emil Jakobsen, som har siddet ude i Danmarks første to VM-kampe, efter han to gange testede positiv for coronavirus. GOG-fløjen forbliver indtil videre i isolation.

Bramming testes inden afrejse og ved ankomsten. Inden der kommer svar på coronatesten isoleres han og støder først fysisk til truppen, hvis testen er negativ.

Magnus Bramming har scoret 30 mål i de 13 landskampe, han har spillet.

Den 30-årige fløj var med ved sidste års EM, hvor det blandt andet blev til seks mål i gruppekampen mod Ungarn.

Danmark møder Argentina på tirsdag klokken 20.30. Begge hold er ubesejret efter to kampe, og vinderen af det indbyrdes opgør kommer over til mellemrunden med maksimumpoint. Se stillingen i Danmarks gruppe her.

Danmarks opdaterede VM-trup i Egypten

  • Målmænd: Niklas Landin, Emil Nielsen, Kevin Møller
  • Fløjspillere: Magnus Landin, Lasse Svan, Johan Hansen, Magnus Bramming, Emil Jakobsen (isolation)
  • Stregspillere: Anders Zachariassen, Simon Hald, Magnus Saugstrup, Benjamin Jakobsen
  • Bagspillere: Henrik Møllgaard, Mikkel Hansen, Morten Olsen, Mads Mensah, Jacob Holm, Lasse Andersson, Nikolaj Øris, Mathias Gidsel, Nikolaj Læsø