VM håndbold

- Det har helt sikkert været utrygt, siger Jakobsen

Emil Jakobsen sidder fortsat i isolation i Kairo. Tirsdag kan han måske vende tilbage til holdkammeraterne.

Midt i coronakaosset har holdkammeraterne været et af Emil Jakobsens lyspunkter.

Det fortæller han fra sit isolationsværelse i Kairo dagen før, han muligvis bliver genforenet med resten af det danske håndboldlandshold.

- Spillerne har været virkelig søde. Jeg har haft kontakt med dem hver dag, og hele lederstaben har også skrevet hver dag. Jeg har snakket og FaceTimet med dem. De har virkelig været der for mig, og det har været dejligt betryggende at have dem i baghånden, når jeg nu er lidt langt væk fra dem.

Har det været utrygt?

- Ja, det har det da helt sikkert. Jeg er i et andet land, end jeg plejer at være, og det har været lidt surrealistisk at blive fjernet, kørt gennem Kairo og så skulle sove på et nyt hotel. Men det er nu engang sådan, protokollen er.

Emil Jakobsen testede positiv for coronavirus fredag den 15. januar, hvor Danmark trådte ind i VM-slutrunden. Efter endnu en positiv prøve blev venstrefløjen fra GOG flyttet til et andet hotel, og derfra har han været isoleret.

Her har Emil Jakobsen opholdt sig de seneste dage.

Hvem har du talt med for at få styr på tankerne?

- Jeg har brugt min familie meget. Dem har jeg snakket med flere gange om dagen.

Kan få VM-debut allerede tirsdag

Ifølge protokollerne fra det internationale håndboldforbund IHF kan Emil Jakobsen vende tilbage til holdkammeraterne, hvis han leverer to negative prøver i træk med mindst 48 timers mellemrum.

De egyptiske værter er dog af en lidt anden opfattelse, og derfor arbejder Dansk Håndbold Forbund lige nu på at finde ud af de gældende regler.

- Alle er rigtig, rigtig glade på Emils vegne (efter den negative test, red.). Vi krydser fingre for, den næste test også er negativ, siger Lasse Svan.

Emil Jakobsen og DHF håber ikke overraskende, at tirsdagens prøve er nok til at åbne døren for Jakobsens VM-debut. I så fald kan han komme på banen tirsdag aften mod Argentina.

- Jeg håber selvfølgelig, det er realistisk, selvom der er lidt uklarhed om, hvor mange tests, jeg skal vise. Men jeg håber, to tests er nok til, at jeg kan komme ind i truppen igen.

Tirsdag spiller Danmark og Argentina om at tage fire point med videre til mellemrunden.